FBI sendte dansk politi på sporet af tiltalte i hackersag

To personer står tiltalt for bl.a. at have hacket og offentliggjort 91 folketingspolitikeres cpr-numre i 2014. Under retssagen er det kommet frem, at dansk politi indledte deres efterforskning af de to efter et tip fra det amerikanske forbundspoliti.

FBI-logo. Arkivfoto: AFP PHOTO/MANDEL NGAN / FILES Fold sammen
Læs mere
Foto: MANDEL NGAN

Dansk politi fik hjælp fra den anden side af Atlanten, efter at 91 folketingspolitikeres cpr-numre i juni 2014 blev lækket til offentligheden.

Ifølge anklagemyndigheden var det et tip fra det amerikanske forbunds­politi, FBI, som førte de danske myndigheder på sporet af de to mænd, som i dag står tiltalt i sagen.

De to mænd på henholdsvis 23 og 32 år står, udover cpr-lækket, tiltalt i en verserende sag for flere overtrædelser af den såkaldte hackerparagraf for »uberettiget« at skaffe sig adgang til oplysninger eller at have forsøgt at gøre det fra en lang række ikke nærmere specificerede hjemmesider.

Oplysningen om FBI-tippet kom frem under anklagerens forelæggelse i retssagen i sidste uge.

Over for Berlingske forklarer anklager i sagen Louise Pedersen, at det amerikanske forbundspoliti har spillet en rolle i sagen alene ved at være »en kilde til oplysninger, som har ledt os på vej«.

»FBI har givet os nogle oplysninger. Men vi ved ikke, hvilken efterforskning, de har haft. Jeg ved faktisk ikke præcist, hvor FBI har deres oplysninger fra. Det er også derfor, jeg ikke har været inde på de her oplysninger i retten,« siger anklager Louise Pedersen:

»De har ledt os til at kigge i den retning, og så har vi brugt de ting, vi rent faktisk har fundet.«

På forsvarssiden af den verserende retssag undrer FBI-tippet advokat Michael Juul Eriksen, som repræsenterer den 32-årige tiltalte.

»Det er klart, at man studser over det, når amerikanske myndigheder er i stand til at give oplysninger til danske myndigheder, som vedrører danske sagsforhold, og som er foregået i Danmark. Jeg siger ikke, det er tilfældet, men hvis det forholder sig sådan, at der er indhentet oplysninger fra udenlandske myndig­heder, hvor man ikke har overholdt de regler, vi har i Danmark, så er det et problem for retssikkerheden,« siger Michael Juul Eriksen.

Forsvarsadvokaten har ikke addresseret FBI-tippet under retssagen.

»Men hvis sagen bliver anket, kan jeg ikke afvise, at det er noget, vi vil dyrke yderligere,« siger han.

Senest er det tidligere på efteråret i bogen »Syv år hos PET« kommet frem, at det angiveligt sker, at udenlandske politimyndigheder og efterretningstjenester arbejder uden tilladelse på dansk jord.

I bogen forklarer den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Jakob Scharf, eksempelvis, hvordan FBI i 2009 i sagen om den amerikanske terrorist David Headley efter alt at dømme arbejdede på dansk jord, uden at PET var blevet spurgt, orienteret eller opdagede noget.

I den verserende hackersag kræver anklagemyndigheden den 23-årige fængslet i ikke under to år. Den 32-årige mand kræves fængslet i ikke under ni måneder.

Begge forsvarsadvokater har nedlagt påstand om frifindelse. Der falder dom i sagen fredag klokken 12.