Fasandræberne slår åbningsrekorden

Nikolai Lie Kas og Fares Fares ved gallapremieren på Fasandræberne i Imperial i København sidste onsdag. Filmen har indtil videre fået over 190.000 personer til at løse billet til Mikkel Nørgaards filmatisering af Jussi Adlers bestseller. (Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Zentropa og Nordisk Films »Fasandræberne« tegner til at blive en endnu større publikumssucces end forløberen »Kvinden i buret«, der blev den mest sete film sidste år med over 722.000 solgte billetter.

Inklusive salg af snigpremierebilletter har »Fasandræberne« lige haft den bedste åbningsweekend nogensinde i dansk films historie med i alt 194.545 solgte billetter.

Dermed slår instruktør Mikkel Nørgaard sig selv og tegner sig for en rekord, hvis man tæller snigpremierebilletterne med til åbningsweekenden.

Her ligger han nemlig i forvejen nummer et med »Kvinden i Buret«, der var set af 175.314 mennesker efter åbningsweekenden og nummer to, »Klovn«, der havde fået alt 167.122 menneske i biografen i premiereweekenden.

»Det er fantastisk, at det går så godt for de to Q-film. Når man har brugt så lang tid på noget, vil man jo gerne have, at publikum tager godt imod det, og at de kan lide det, men det her er meget overvældende,« siger Mikkel Nørgård til BT.

Den 40-årige instruktør indtager nu de tre første pladser for den bedste åbningsweekend (med snigpremierebilletter).

»Vi havde selvfølgelig høje forventninger og håbede på at kunne matche åbningsweekenden for »Kvinden i buret«, som i sig selv var fænomenal god. Men at Fasandræberne ligefrem slår »Kvinden i buret« havde vi ikke turde håbe på,« siger distributions-direktør Jan Lehman fra Nordisk Film.

»Det er en fantastisk start for filmen, og med det virkeligt stærke word-of-mouth, som vi oplever, at publikum giver filmen, er der bestemt mulighed for, at »Fasandræberne« kan nå over 6-700.000 solgte billetter,« siger Jan Lehmann.

Jussi Adlers bøger om Carl Mørck og hans partner Assad har i Danmark solgt samlet 2,6 millioner eksemplarer.

Zentropa har foreløbig købt rettighederne til fire filmatiseringer.

Den næste bliver »Flaskepot fra P«, der allerede er under forberedelse og vil få premiere næste år. Og den sidste bliver »Journal 64«, der følger i 2016.

Instruktøren på de to sidste bliver den succesfulde instruktør og forfatter, Nikolaj Arcel, der har skrevet manuskriptet til de to første filmatiseringer af Adlers bestsellere, og han tager over efter Mikkel Nørgård, der går i gang med »Klovn 2« sammen med sine to gamle kumpaner Casper Christensen og Frank Hvam senere på efteråret.