En institution ruller op ved siden af Terminal 3 i Københavns Lufthavn. En Filur-is på hjul. Alle i København kender 5A som et overfyldt, uundgåeligt transportmiddel gennem det centrale København. Men der er ikke mange med fra lufthavnen:
»De fleste kører med metro,« vurderer Tashin Bastas, der har været buschauffør på linje 5A i 14 år.
Men det er ikke, fordi passagererne mangler, at 5A stopper. Med 20 millioner passagerer om året er det Nordens mest benyttede busrute. Det er teknologisk nyvinding, der har indhentet dieselbusserne. Nu skal busserne på ruten køre på biogas.
At være chauffør på 5A er et job, der giver grå hår og skideballer men i høj grad også prestige i branchen:
»Uden tvivl. Der er altid mange passagerer med, og det er en rute, alle kender,« siger Tashin Bastas. Han saluterer en modkørende 5A-bus på Amager Strandvej, det gør han i øvrigt hver gang, han passerer en 5A hele vejen til fra Lufthavnen til endestationen, Husum Torv.
Der er omkring 130 chauffører, der kører på linjen. Vurderer Tashin Bastas.
Som bussen skærer gennem Amager, kravler københavnerne ombord, nogle måske for sidste gang.
»Jeg kører ikke så meget med 5A. Jeg bryder mig faktisk ikke så meget om det, for jeg har noget social angst, og så er 5A ikke lige det bedste sted at være,« fortæller Katrin, lige inden hun stiger af efter kun et par stop.
Selvom det absolut ikke er kutyme i 5A, at folk snakker med hinanden, forsøger nogle passagerer at starte en samtale omkring de nye busser. 5C.
»De bliver ligesom 4A, hvor man stiger på midt i bussen.«
»De bliver længere, end de er i dag.«
»De skal køre på el.«
Rygterne har spredt sig, og den er god nok: 5A stopper fredag, og 5C tager over. C'et står for »City«. De nye 5C-busser bliver præsenteret i dag, fredag, på Rådhuspladsen.
Så får du med rygsækken!
Melanie, en yngre kvinde med lilla pandebånd, glæder sig over, at der kommer mere plads i bussen.
»Jeg tager den ret ofte, jeg bor i Malmø, og det er nemmere at tage den, når jeg skal besøge min veninde, end det er at tage toget. Men bussen er tit fyldt, så jeg synes, at det er bra, nej jetta bra, at der kommer større busser,« siger hun.
Som bussen bevæger sig mod centrum, bliver der kortere mellem stoppene. Nogle snakker lavmælt i mobiltelefon, andre læser MetroXpress. Der er ikke mange ledige pladser tilbage, men endnu står folk ikke op.
»Hun kunne også have fået rygsækken i hovedet,« udbryder en ældre mand højt, da en dame forsøger at mase sig forbi, mens han er i færd med at sætte sig ned. Ved næste stop bliver et tomands sæde ledigt foran ham, og han rejser sig og sætter sig yderst og placerer sin rygsæk på sædet ved siden af ham.
»Hun gider kraftedme ikke engang at løbe efter bussen, fordi hun taler i mobiltelefon, hvorfor fanden skal vi så vente på hende?,« spørger samme mand sig selv højt. En ung pige kommer ind i bussen med telefonen klistret til øret.
Ved sidste stop, inden 5A forlader Amager, stiger en ung kvinde i en sømands stribet frakke ombord i midterdøren. Hun bugserer behændigt en grå, moderne barnevogn ind i bussen.
»Jeg kører tit med 5A, sådan flere gange om ugen - det må være tit,« rationerer Josephine, mens hun læner sig op ad barnevognen.
»Folk er flinke til at rejse sig, når man kommer med en barnevogn, og hvis der er overfyldt, så må man bare stå over en omgang,« griner hun.
På Hovedbanegården står hun af og frabeder sig høfligt hjælp fra én af de andre passagerer. Faktisk står det meste af bussen af på Hovedbanegården, der til gengæld fyldes til bristepunktet ved Nørreport Station.
Ud i glemslen
På søndag er det præcist 45 år siden, at sporvognslinje 5 blev afløst af busser. Der var Danmarks sidste aktive sporvognslinje. Ruten er med meget få ændringer den samme, som dengang sporvognene første gang kørte på ruten tilbage i 1903. Nu er tiden igen modnet, og der kommer nyt klientel på linje 5: 37, CO2-neutrale, leddelte biogasbusser. De nye busser bliver vist frem på Rådhuspladsen i dag, fredag, til et stort arrangement.
Ud af Nørrebrogade står alle tæt, siddepladser er de færreste forundt.
En engelsktalende mand, der dufter godt, prøver at føre en samtale med sin kammerat over hovederne på alle i midtergangen. Alle ånder lettet op, da bussen når Elmegade, hvor mange stiger af.
»Nørrebrohallen. 2200 kultur,« bebuder den kvindelige stemme over højttaleren, da bussen stopper ved Den Røde Plads.
»Det kan hun sagtens sige,« bemærker en ældre mand.
To uniformerede G4S-vagter stiger ombord, de skal tjekke folks billetter. En flink ældre herre ved navn ID:87 (han vil ikke sige sit navn, red.) fra G4S forklarer, at de ofte får til opgave at stige på 5A’ere og tjekke billetter. Han stempler sig ud med sit Rejsekort, inden han skal af.
Nørrebrogade bliver stille og roligt til Frederikssundsvej, og det tynder ud i bussen, da vi når til Bellahøj. En mand står med en slukket cigaret i munden og en klirrende pose i hånden venter på, at dørene skal gå op ved Husum Torv, så han kan slutte sig til vennerne på bænken i solen.
Kanyler og slåskampe
Når 5A bliver til 5C kommer der også en ny endestation ved Herlev Hospital. Nu vender den ved Husum, hvor det er tid til et chaufførskifte. Ind kommer Ali, en ung frisk, nybarberet mand med strithår.
»Jeg har kørt 5A i omkring et år. Passagererne er for det meste glade, hvis man altså husker at køre helt frem til stoppestedet, det er virkeligt noget, der kan gøre folk sure,« forklarer han.
»Det vildeste, jeg har oplevet, var at finde en kanyle nede bagerst i bussen, men mange af mine kolleger har oplevet meget værre ting. Jeg har hørt om mange voldelige slåskampe og sådan,« fortsætter han.
Han glæder sig til at skulle køre ledbus, men er lidt bekymret ved, hvordan den noget længere bus skal komme frem, når der er vejarbejde. Men det, der bekymrer ham mest ved at skulle kør 5c i stedet for 5A er farven:
»Den er rimelig hæslig.«
Mens bussen kører tilbage mod centrum, stiger flere på ved hvert stop, og da en rollator, en barnevogn, en sækkevogn og en mand med en stor guitar på ryggen stiger på ved Bellahøj, er bussen proppet. En mobil ringer.
»Hallo! Det er mor.«
Kvinden har svært ved at styre sit stemmeleje, og alle kan følge med i sønnens strabadser på New Zealand.
Ved Nørrebros Runddel må en dame med en barnevogn sande, at der simpelthen ikke er plads i bussen og vente på den næste.
På vej over krydset ved Runddelen, bremser vores chauffør, Ali, hårdt op. 5A’s kinetiske energi tvinger os alle sammen op i nakken på passageren foran. En bil er kørt over for rødt lige foran bussen. Alle smiller til sidemanden og forklarer, hvordan de oplevede situationen:
»Jeg afværgede lige hånden.«
»Blev du klemt?«
»Der kørte én over for rødt.«
En ældre herre når ikke af ved Elmegade, han prøver at anråbe chaufføren men giver op og sætter sig ned igen.
Mens vi nærmer os Nørreport, begynder et større koordineringsarbejde mellem rollatoren, barnevognen, sækkevognen og guitaren. »Hvor skal du af?« Spørger de hinanden. De skulle heldigvis allesammen af på Nørreport.
Da 5A stopper ved Nørreport, er jeg den første, der stiger af. Farvel 5A.