Farvel og tak, frysemad og en mindre kæk partileder: Radikale har ingen spidskandidat

En betynget Anna Mee Allerslev meddelte tidligere i dag pressen sin afgang som borgmester. Spørgsmål om frysemad og Game of Thrones løb imidlertid med en del af opmærksomheden.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev har i dag sagt farvel til københavnsk politik. Det sker i kølvandet på en række belastende sager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Det var en synligt påvirket Anna Mee Allerslev (R), som onsdag holdt sig til sit talepapir og leverede sit budskab:

»Jeg har besluttet at trække mig som politisk leder fra Radikale Venstre i Borgerrepræsentationen i København fra i dag,« sagde den nu forhenværende beskæftigelses- og integrationsborgmester til den fremmødte presse.

»Jeg har indset, at jeg i den nuværende situation ikke kan komme til det, jeg brænder allermest for i hele verden – nemlig at snakke radikal politik med København og københavnerne,« begrundede Anna Mee Allerslev sin beslutning.

Hun fastslog derefter, at hun så hurtigt som muligt vil fratræde sin stilling som borgmester. Samtidig fortalte Anna Mee Allerslev, at hendes navn fortsat vil være at finde på stemmesedlen den 21. november, fordi det ifølge reglerne er for sent at lave om:

»Men for at der ikke er tvivl, så er det i dag, jeg siger farvel og tak for denne gang til politik i København. Jeg har bedt overborgmesteren indkalde til et ekstraordinært møde for Borgerrepræsentationen, hvor det formelt vil ske, at jeg trækker mig som borgmester af personlige årsager,« sagde Anna Mee, som har fået oplyst, at det kan ske inden for fire hverdage.

Et enstemmigt radikalt bagland har besluttet, at de Radikales gruppeformand i København Tommy Petersen nu skal være ny politisk leder for de Radikale i København og konstitueret radikal borgmester frem til den 1. januar. Det ligger endnu ikke fast, om Tommy Petersen skal være partiets nye spidskandidat.

Skiftede mening

Således har piben fået en helt anden lyd på mindre end 24 timer.

Så sent som tirsdag aften meddelte Anna Mee Allerslev, at hun ikke trak sig som borgmesterkandidat, og i et Facebookopslag forsøgte hun at råde bod på de verserende sager ved selv at stille og besvare spørgsmål.

Alligevel vågnede alle op til en ny forside fra BT, som skrev, at Anna Mee Allerslev har brugt sin borgmestertitel til at hjælpe Øens Murerfirma, hvis indehaver, Jan Elving, er borgmesterens private ven.

Det var også Jan Elving, som Anna Mee Allerslev i forbindelse med sin 30-årsfødselsdag i 2014 lånte et gratis festlokale af, selv om hendes forvaltning samarbejder med håndværkerfirmaet.

Samtidig opfordrede den radikale profil og medlem af Region Hovedstaden Charlotte Fischer onsdag morgen Anna Mee Allerslev til at trække sig. Det samme har den københavnske kandidat Randi Hjortholm gjort, mens formand for Hovedstadens Radikale Venstre, Bo Nissen Knudsen, tirsdag trak sig fra sin post på grund af Anna Mee Allerslevs »talløse løgne« og »intriger«.

Det hele begyndte imidlertid med, at Anna Mee Allerslev i forbindelse med sin bryllupsreception på Københavns Rådhus i sensommeren fik stillet et lokale til rådighed kvit og frit, selv om det normalt koster 65.000 kroner at leje. Det er en mulighed, de københavnske gruppeformænd forærede sig selv i 2012, og som blandt andre Venstres spidskandidat Cecilia Lonning-Skovgaard og Henrik Nord fra de Radikale også har benyttet sig af.

Siden BTs afsløringer har Anna Mee Allerslev betalt de 65.000 kroner samt 1.000 kroner for leje af lokalet til sin fødselsdag.

​Satiriker stillede »latterlige« spørgsmål

På pressemødet stjal komiker Jonatan Spang og hans kompagnon en del af opmærksomheden med deres spørgsmål om Anna Mee Allerslevs forhold til frysemad og seriepræferencer.

Spørgsmål, der hentyder til Allerslevs kampagnevideo, hvor hun svarer på 32 personlige spørgsmål i et forsøg på at lære vælgerne privatpersonen Anna Mee at kende. Upassende og latterligt, blev Spangs seance efterfølgende kaldt på de sociale medier, men Allerslev tacklede det satiriske indslag ved at svare:

»Er det ikke et af den slags spørgsmål, man ikke behøver svare på, når man siger farvel og tak? Har du flere spørgsmål til dåsemajs eller frysemad?«

Radikale Venstres partileder Morten Østergaard kalder Anna Mee Allerslevs beslutning »den rigtige«.

Ifølge Morten Østergaard har han ikke forsøgt at påvirke hende til at trække sig, men været enig i, at sagerne skyggede for radikal politik:

»Jeg bakkede Anna Mee Allerslev op i hendes analyse af, at hun ville få svært ved at føre radikal valgkamp på det her grundlag,« siger Østergaard.

Han mener nu, at det var for kækt, da han i forbindelse med den første sag skrev, at »BT kan rende og hoppe«:

»Jeg må sige, at selv om der har været meget røg, så går der sjældent røg, uden at der er brand.«

Læs mere