»Farligt at lege med slanger«

Det er dagen efter dagen derpå. Terrorhandlingen mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo har skabt både vrede og selvransagelse blandt tegnere og humorister. Kunstner Kristian von Hornsleth mener, at man bør holde igen med satiren.

Ifølge kunster Kristian von Hornsleth taler Vestens satirikere og nogle af satirens modtagere forskellige sprog. Fold sammen
Læs mere

Kunstner Kristian von Hornsleth

Du aflyste udstillingen af Dan Parks billeder på dit galleri på grund af dødstrusler mod din familie?

»Ja, så er det ikke kunst mere. Så er det et politianliggende.«Er den fornemmelse blevet forstærket af det, der skete i Paris onsdag?

»Ja.«

Så folk, der laver satire eller udstiller satire bliver nødt til at stikke piben ind?

»Nej, man må nok ændre taktik, hvis man vil drille ekstreme religiøse personer. Læren for mig er, at det ikke handler om ytringsfrihed, for det har vi. Juridisk set. Det nye er, at vi skal sikre os, at de, der modtager satiren og kunsten, har et begrebsapparat, der kan forstå det. Det nytter ikke noget at fortælle en historie på et sprog, hvis modtageren ikke forstår det.

Alle de underlige og udfordrende ting, jeg selv har lavet, har altid været i et forum, hvor der har været modtagere, der godt nok er blevet sure, men de har i hvert fald forstået budskabet i de indirekte budskaber samt ironien og satiren.

Men i nogle sammenhænge virker det ikke. Det er nogle helt forskellige sprog og kulturer, der mødes. Det er Middelalderen, der møder det 21. århundrede. Du kan bare ikke lave sjov med folks religion, hvis de ikke forstår, hvad du siger. Det er ubegavet og kedeligt. Unødigt stødende. Simpelthen.

Mener du, at satire om islam og Muhammed og fundamentalister er ubegavet, fordi de selv ikke forstår det?

»Ja. Fordi der sidder nogle redaktører og journalister og intellektuelle og siger »he he, vi er bedre og har bedre forståelse og har bedre erkendelse for den moderne verdens demokrati-liderlighed«. Nogle af dem, der tror på Allah, har givetvis et middelalderligt og uforsonligt grundsyn på religion, men det er, som om at satirikerne siger til dem, at de må rende og hoppe og æv bæv bussemand. Men de forstår ikke sproget i humoren.«

Hvorfor skal det styre den måde, vi laver satire på?

»Det skal det heller ikke. Men hvis du går ude i en jungle, vil du jo ikke træde på en farlig slange, og du vil heller ikke gå op til en rocker og kalde ham bøsserøv, vel? Der er nogle grundregler, og bag alle selskabslege er der en hård virkelighed.«

Var tegnerne, der blev dræbt på Charlie Hebdo, så selv ude om det?

»Nej, det siger jeg ikke. Er du sindssyg. Jeg siger bare, at det er en større og meget mere kompleks proces. Måske et kedeligt og dansk svar. Jeg tænker mere på, hvad der gør, at nogle kan blive så vrede, at de er villige til dræbe for deres religion.«

Ekstremister har gjort indtryk

Du siger, at man ikke kan skrive satire eller lave en spøjs tegning af Muhammed, for de forstår ikke vores humor. Har man som satiriker eller galleriejer så ikke stækket sig selv?

»Det har du. For vil du have tæv, så laver du den satire med Muhammed. Tidligere vidste vi ikke, at nogle slanger i naturen var giftige. Nu ved vi, at det er frygteligt farligt at lege med de der ekstremister. De har nu grupperet sig mod vores fuldstændigt overdrevne modernistiske, vesteuropæiske kultur­maskine. Jeg har selv givet den gas med kunst om eksempelvis paven og pædofile, men de har apparatet til at forstå satire. Og ja, det er noget jeg er begyndt at tænke, særligt efter at min familie har fået dødstrusler.«

Så truslerne og terroren fra muslimske ekstremister virker altså?

»Det ved jeg ikke. Jeg accepterer det ikke, men jeg er nødt til at lære at leve med det og tænke i andre strategier. For de er så ekstreme. De er helt vanvittigt farlige.«

Det her handler jo om satire?

»Men sådan virker det ikke på dem. Jeg talte med en muslim om hans religion. For dem er religion en naturlov, som tyngdeloven er for os. Så ekstremt er det. Det må være muligt at lave nogle satiretegninger, som kommunikerer til dem.«Så har ekstremisterne truet og dræbt sig til, at vi ikke tør lave satire om deres religion og deres profet?

»De har ikke vundet, men de har i hvert fald gjort indtryk. De har gjort opmærksom på en ulykkelig desperation.«

Det lyder, som om du mener, at tegnerne på Charlie Hebdo selv er ude om det?

»Nej. Det går længere tilbage. Som du kan høre, er jeg meget forvirret over det. Jeg føler, jeg har fat i to ender af det samme argument. Det er ikke så sort/hvidt, som vi siger i Afrika. Jeg tror godt, du ved, hvad jeg siger.«

Jeg forsøger at finde en rød tråd i det, du siger.

»Ytringsfriheden er uantastelig. Men nu er det blevet sådan, at vi mest tænker den. Men der er ting, du ikke kan gøre i et globaliseret samfund. Vi skal tænke os godt om og være varsomme og ikke mindst vise respekt over for folk, der måske ikke altid forstår vores dekadente og bedrevidende humor.«

Mikkel Andersson, redaktør på Rokokoposten. Fold sammen
Læs mere

Mikkel Andersson, redaktør på den satiriske avis Rokokoposten:

»Nu er det konkret. Nu er det sket. Nu er det ikke længere en mulighed, men en meget blodig og konkret realitet i Frankrig. Der kommer til at være 12 begravelser den næste uges tid for folk, der laver det samme, som jeg gør. Generelt mener jeg, at det er dybt problematisk, at mange redaktører, ikke mindst på Politiken, gemmer en fejhed, en forståelig fejhed, som jeg selv har, bag forskellige floskler om redaktionelle prioriteringer. For grundlæggende ved vi godt, at grunden til, at Muhammed-tegninger ikke bliver bragt, er, at man er bange. Det burde de stå ved. Selvfølgelig er det prisværdigt, at mange aviser bringer nogle af Charlie Hebdos forsider, men i morgen, når der ikke længere er en kollektiv manifestation, vil der være endnu færre, der vover at tegne Muhammed. Det er indlysende. Hvilke satirikere vil have lyst til at udsætte sig selv for det?«

Anders Morgenthaler, tegner og kunstner. Fold sammen
Læs mere

Anders Morgenthaler, tegner, forfatter, filminstruktør:

»Efter terrorangrebet kommer jeg helt sikkert til at tænke mere over, om jeg er blevet for slap i det. Om jeg er skarp nok. Har jeg lavet for mange parforholds-jokes? Jeg begynder at reflektere over, hvor vigtig satiren er. At det er vigtigere end nogensinde, at vi er en masse, der stiller os op og siger: Nu fortsætter vi kampen. Men jeg har også en familie. Balancen mellem det skal jeg finde. Jeg har også lært, at når noget så alvorligt sker, så skal vi have tid til at tale om det. Det, vi ikke har brug for, er hurtige, lidt poppede udtalelser, hvor man bare ævlebævler.«

Omar Marzouk, standup-komiker. Fold sammen
Læs mere

Omar Marzouk, standupkomiker.

Er du blevet bange efter terrorangrebet i Paris?

»Ja. Ikke på mine egne vegne. Men på andres. Frygten efter sådan noget, der skete i Paris, lægger sig efter nogle dage, og man har ligget derhjemme i frygt for, at der kommer fire mænd og sparker min dør ind og slår mig ihjel. Det lægger sig, og så opstår der en trodsighed i én. Kampen med islamistiske ekstremister har jo kørt i 15 år. Det er lidt forudsigeligt, det, der er sket. Europa eksporterer masser af unge til Syrien-krigen, og så reagerer vi med at tage deres pas! Det, der bekymrer mig mest, er det konstante had fra den ekstreme højrefløj. Jeg tænker oftere og oftere: Orker jeg at skrive det her i fare for at blive kaldt alt muligt på Facebook af den danske højrefløj.«