Faren erkender sexmisbrug af datter

Faren til den 11-årige sexmisbrugte pige i Tøndersagen erkender at have medvirket til, at mange mænd dyrkede sex med pigen - som erstatning for hendes mor.

Faren i Tøndersagen erkender at have medvirket til mange mænds sexmisbrug af sin kun 11-årige datter. Det kom frem i Vestre Landsret i Sønderborg tirsdag, hvor den såkaldte mellemmand eller husven - en 45-årig mand med srilankansk baggrund - står tiltalt for blandt andet fem samlejer med den lille pige.

Som mange gange tidligere blev faren fremstillet som vidne i sagen, og i lighed med før nægtede han at udtale sig i et åbent retsmøde. Det fik anklageren til at oplæse et referat af to dages afhøringer af faren mellem jul og nytår.

Landsrettens dommere afviste tirsdag forsvarerens ønske om dørlukning, og det blev for første gang klarlagt, at faren erkender medvirken til det omfattende sexmisbrug af datteren.

/ritzau/