Far træner 20 timer om ugen: »Hvorfor er det så vigtigt med det triatlon?«

43-årige Lasse Stougaard er far af sin tid. Han dyrker ekstremsporten triatlon midt i familielivets grå pligter. Han leder stadig efter svaret på, hvad der får ham til bruge så mange timer på træning.

Triatlon-løber Lasse Stougaard med sin søn Mads til ParkRun på Amager Strand lørdag den 19. november 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann

Her om vinteren bruger han syv timer om ugen på træning. Op på cyklen i mørket, ned i vandet i mørket og ud på vejene i mørket med løbeskoene snøret.

Under sommersolen er det 20 timer om ugen. Løbe, cykle, svømme i en konstant konkurrence med sig selv om at forbedre, optimere og præstere.

Igen, igen og igen.

»Når jeg træner op til en ironman, har jeg fået lov af min kone til, at jeg kun har aftenvagter på arbejdet, så jeg kan træne om formiddagen. Det er især cyklingen, der tager lang tid. Vi lægger alt ind i kalenderen. Vagter, træningsture, fester, madplan. Hvis jeg møder klokken syv om morgenen, er jeg måske stået op klokken halv fem og har cyklet i to timer inden.«

Inde i familiefaren Lasse Stougaard bor en toptrænet mand, der på fire år har gennemført fire ironman og to halve ironman. Han er far til to drenge på henholdsvis otte og fire år, han er ægtemand, og han arbejder på et bosted for udviklingshæmmede.

Midt i familielivets snurrende never ending malstrøm af madlavning, rengøring og afhentning af børn, er triatlon-træningen blevet en lige så stor del af hans farmands-identitet som alt det andet.

»Jeg har overvejet mange gange at stoppe, men jeg bliver alligevel ved. Jeg kan godt lide det kick, man får, når man har gennemført. Da jeg stod op ugen efter den første ironman, var det med en lidt tom følelse. Nu havde jeg en masse tid mellem hænderne. Hvad skulle jeg så bruge tiden på? Så gik jeg i gang med planer om at forbedre min tid. Nu har jeg lovet min søn, at når han bliver 18 år, så gennemfører vi en ironman sammen,« siger han.

Triatlon-løber Lasse Stougaard med sin søn Mads til ParkRun på Amager Strand lørdag den 19. november 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann.

Det er blevet kaldt moderne selvpineri. En skilsmisseidræt, kalder triatlerne det selvironisk.

Engang trænede far slet ikke. Han arbejdede, og så havde han fri. I dag er træning blevet en så fast del af familielivet, at der blandt andet findes triatlon-coaches, der rådgiver om at få passet familielivet ind i træningen.

Triatlon er ikke bare en sport. Det er en tidsånd, flere og flere skriver sig op til. Der er alenlange ventelister i triatlon-klubberne, og på lederniveau er en ironman blevet en lige så naturlig del af corporate vitae som en MBA.

Spørger man 43-årige Lasse Stougaard hvorfor?, lyder svaret:

»Jeg har selv tænkt: Hvorfor gør jeg egentlig det her? Hvorfor er det så vigtigt med det triatlon? Men jeg bliver draget tilbage igen og savner det, når jeg har gennemført. Jeg hader at cykle, og jeg er egentlig ikke så vild med svømning. Jeg er ikke nået frem til en forklaring. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg gør det. Jeg kunne godt nøjes med at løbe to gange ti km. om ugen. Men det er bare fedt, når man kommer i mål.«

At være ironmanisk, kalder han tilstanden. Anders Nedergaard, der har en phd i muskelbiologi fra KU, er træningsvejleder og konsulent. Han vil godt give et svar på, hvorfor danske fædre er begyndt at sætte ekstremsport og intenstiv træning ind i familiekalenderen:

»Det er jo en slags postmoderne angst, der gør, at man skal finde et eller andet sted at lægge sin energi og identitet. De nære og tradtionelle fællesskaber, der ellers har givet folk værdi, er blevet revet fra os. Nu skal vi selv finde noget. Vi skal positionere os i et statushierarki, og for nogle mennesker bliver det så elitesporten.«

Han har selv været ansat i en mellemstor biotekvirksomhed, hvor mange i »det der typiske ambitiøse segment« gennemførte en ironman.

»Når folk går op i at få det der hak i hatten, træner de ofte på en dårlig måde, der ikke nødvendigvis fører til en større tilfredshed. Hvorfor er det federe, bare fordi man træner længere? Hvorfor er en triatlon federe end en marathon? Og hvorfor er en marathon federe end en fem km.? De fleste, jeg har mødt, er meget bevidste om, at det udelukkende handler om at få gennemført og kunne fortælle omverden om det,« siger han.

Triatlon-løber Lasse Stougaard med sin søn Mads til ParkRun på Amager Strand lørdag den 19. november 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann.

Lasse Stougaard er selv medlem af en triatlon-klub, hvor man aktivt inddrager familielivet. Rundt omkring i landet findes der også triatlontræning for børn. Hans egen dreng på otte år dyrker løb, fodbold og svømning. Noget, Lasse Stougaard prioriterer at dele med sønnen.

»En rigtig far er for mig én, der er omsorgsfuld for sine børn. Han er hjemme. Jeg havde selv en far, der hang på sofaen og var alkoholiker. Da jeg var barn, måtte jeg selv tage bussen hen til træning og tage hjem igen. Mine børn skal mærke på den gode måde, at jeg er her, og at jeg giver dem oplevelser.«

Alle omkring Lasse Stougaard spørger ham altid om, hvordan han får tid til det. Nogle gange bliver han også selv stresset over de manglende timer i døgnet.

»Det har for eksempel været hårdt, når jeg har trænet under sommerferien. Der blev jeg nogle gange presset. Hvor skulle jeg træne henne, når vi var afsted på ferie med børnene. Kunne jeg lige tage nogle timer fra?«

Da han lavede den første ironman, var hans kone gravid med den yngste søn. Lige fra starten har det været vigtigt for Lasse Stougaard, at familielivet ikke brister midt i træningen. Han køber ind og laver mad til sin familie, hvis han har været hjemme om formiddagen for at træne. Nogle gange springer han også over egen træning.

»Min kone vil jo også gerne træne, og så er det mig, der bøjer mig. Det er faktisk nogle gange befriende at udskyde dagens træning. Hun har givet plads til mig i så mange år. Jeg skal også give noget den anden vej. Nu skylder jeg efterhånden ret meget. Man skal virkelig have opbakning hjemmefra.«

Det er tilgængeligheden, der gør triatlon, crossfit, løb og cykling populært. De færreste har tid i et hektisk familieliv til at være i en hal hver tirsdag aften, konstaterer Anders Nedergaard.

»Det er også lettere at prale med den enkelte præstation end den fælles. Det understreger den bevægelse, der har været fra foreningsidrætten til den kommercielle idræt, og det er da en helt naturlig konsekvens, at også børn og unge kommer til at dyrke den form for sport.«

Argumentet lyder ofte, at triatlon-træning og anden ekstremsport gør folk til bedre ansatte på deres arbejdsplads. Det argument køber Anders Nedergaard ikke. Når han fremfører kritikken overfor dem, der dyrker triatlon på denne måde, bliver de ofte sure.

»Det går snarere ud over deres arbejde, fordi de skal bruge så meget tid på det. Det gælder især de der ambitiøse mellemleder- og ledertyper. Det særlige ved triatlon er, at det kræver lang tids træning. Det er jo hul i hovedet, at lige den her type sport er blevet den moderne selvrealisering, når dem, der udøver det, samtidig har travlt i familie- og arbejdslivet.«

Vi kan heller ikke komme uden om, at den moderne familiefar skal have et sted at dyrke sin maskulinitet, siger Anders Nedergaard.

»Jeg tror det hænger sammen med, at alle de ting vi ellers har forbundet med at være mand, er egenskaber, der dels ikke er nødvendige i vores samfund og dels ofte omtales meget negativt ladet. Men mange mænd vil stadig gerne gerne have den her ilddåb eller helterejse, hvor de skal igennem smerten, for at nå en forløsning på den anden side. Det er en maskulin drøm, man dyrker, hvor man kommer ud som mere mand på den anden side.

Triatlon-løber Lasse Stougaard med sin søn Mads til ParkRun på Amager Strand lørdag den 19. november 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann.

Lasse Stougaards ældste søn har nogle gange brokket sig over det. Hvorfor far skal træne igen? Det har især været om søndagen, når han har været ude at tage de lange ture på cyklen.

«Det har da stukket lidt i mit hjerte, når han har sagt det. Og jeg er selv kommet med nogle bortforklaringer og sagt, at det også er snart overstået. Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg er en god far. Når jeg er sammen med mine børn, er jeg virkelig sammen med dem, og jeg er altid ude at se den ældste spille fodbold. Jeg er en far, der er der.«

Lasse Stougaard afviser tanken om, at triatlon er et maskulint frirum i familieræset. Det handler jo ikke om råkraft og store muskler. Det handler om udholdenhed, siger han.

Hvad skal hans sønner så engang læse ud af de billeder på Facebook, hvor han løber ind over målstregen til en Ironman på Lanzarote med begge drenge på armen? Hvad skal de lære af fars trænede krop og hans kontrol over de senede muskler?

Triatlon-løber Lasse Stougaard med sin søn Mads til ParkRun på Amager Strand lørdag den 19. november 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann.

De skal mest af alt være stolte.

»Min ældste har fortalt sine kammerater i klassen, at »far har gennemført en ironman«. Jeg bliver stolt, og han bliver stolt af mig. Jeg bliver faktisk en rollemodel for ham i modsætning til, hvad min egen far var for mig. Det er da fedt.«

LÆS MERE