Far tilstår drab på sine to børn og eks-kæreste

32-årig far tilstår drab på sine to børn og sin tidligere samlever. Han var formentligt drevet af jalousi.

Det var højst sandsynligt jalousi, der drev en 32-årig mand til at dræbe sine to børn og sin tidligere samlever lørdag formiddag i Sønderborg. Manden har erkendt drabene over for politiet.

- Han har bekræftet de faktiske omstændigheder, siger vicekriminalkommissær Svend Erik Lassen, som dog endnu ikke vil komme nærmere ind på detaljerne i den 32-åriges forklaring.

Det tre-dobbelte drab på den 24-årige kvinde, en fireårig pige og en seksårig dreng skete lørdag formiddag i kvindens lejlighed i det østlige Sønderborg. Den 32-årige mand fortalte lørdag aften politiet, hvordan han havde dræbt sine to børn og tidligere samlever. Moren og drengen er blevet kvalt, mens den lille pige døde efter at være blevet stukket og snittet i halsen med en kniv.

Den 32-årige mand blev anholdt lørdag eftermiddag. Han sigtes for manddrab og bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag.

/ritzau/