Far til fire blogger om familielivet: »Jeg får flere klapsalver end min kone for at klare hverdagen«

Allan Thullesen rapporterer som familiefar fra hverdagsfronten via blog og Instagram. Han er et eksempel på den nye mand, der har frit spil til at forme rollen som farmand.

Se mine fire piger, se deres nye kjoler, se hvordan jeg indretter deres værelser, se hvordan jeg finder tid til træning. Allan Thullesens mandlige venner forstår de sirlige, kønne fotos sat i pasteller på Instagram. De synes, det giver mening, at Allan Thullesen står på en scene sat i hverdagstrummerummen. Foto fra bloggen Fold sammen
Læs mere

Et foto viser en smukt arrangeret blomsterbuket i lyse nuancer. Et andet foto er af fire småpiger set bagfra med identisk, fint opsat hår. Et tredje zoomer ind på et blomstret tapet.

Alle sirlige billeder af den damebladskønne slags, der udgør DNAet på enhver Instagram-piges profil og mor-bloggers pastelfarvede univers.

Allan Thullesen griner selv højt ad det.

»Ja, jeg kan godt se det, men jeg har altid haft en afslappet tilgang til æstetik, og med mine døtre bliver det ren prinsessedrøm – det er jo ret lyserødt.«

Den 35-årige far er en af de få danske mænd, der er trådt ind på et kvindeligt domineret domæne. Han driver bloggen Fartilfirepiger.dk, hvor han beretter om livet som far.

Nogle af Allan Thullesens mest læste indlæg handler om hans holdning til amning i det offentlige rum og om at lade et barn sove i ens seng. Ideen til bloggen opstod oprindeligt, fordi der netop ikke var mange fædre til stede i det ellers populære børneblogunivers.

Hvorfor skulle han som mand ikke vise sit liv frem?

»Det er sjovt at give andre et indblik i min hverdag, og jeg elsker at tage billeder af mine børn. Mange kvinder viser deres hverdag frem på de her medier: Se, her laver jeg mad. Se, her træner jeg. Se, her leger jeg med mine børn. Se, den her vinterjakke skal min datter have. Det er vigtigt, at der også er fædre, der snakker om det almindelige liv. Vi er jo også involveret i familielivet.«

Allan Thullesen arbejder til dagligt i luksusmoderanchen og har fire døtre med sin kone – to piger på syv, en på fire og en på to år. Det sker tit, at folk spørger, om ikke der mangler en dreng i det regnskab. Et spørgsmål, der ifølge Allan Thullesen mere end noget andet viser samfundets »gamle« forventninger til ham som far.

»Jeg bliver vildt provokeret på mine døtres vegne: Er det ikke godt nok, at de er piger? Folk siger, at det ikke er for at være ondskabsfulde, men den er der bare: Hvis du er mand, har du lyst til at få en søn. Men jeg mangler altså ikke en dreng i mit liv.«

Mens kvinder i offentligheden har debatteret den stadigt snævre opfattelse af morrollen, oplever Allan Thullesen ikke, at han føler sig presset ned i en kasse, hvorpå der står »far«.

»Jeg har ikke et skur, hvor jeg skal ud at kløve brænde. Jeg tager heller ikke en uge til Ibiza sammen med drengene og drikker mig i hegnet. Mine løbeaftaler med vennerne er der, hvor jeg kan få lidt luft ud.«

Mænd tager barnevognen i egen hånd

Farbloggeren bruger ikke selv ordet. Men chefpsykolog på Rigshospitalet Svend Aage Madsen, der forsker i mænd og fædre, vil gerne sige det: Allan Thullesen er en del af en revolution, hvor mænd har taget barnevognen i egen hånd. En opstand vi står midt i og som vi måske til tider glemmer er skelsættende for begge køn, siger chefpsykologen.

»Vi skal huske på, at der er sket utroligt meget siden min fars generation, for der er en langt mere åben dagsorden for mænd i dag. Der er stadig en masse sagte og usagte forventninger til kvinder, og de føler sig fanget i dem. Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, var det konfliktfyldt i forhold til familielivet. Nutidens fædre er i en modsatrettet konflikt. De har deres karriere, men skal nu inkludere det nære og omsorgsfulde. Mændene kan eksperimentere langt mere med farrollen, fordi de i et historisk lys stadig er pionerer.«

Begrebet »rigtige mænd« hader Svend Aage Madsen som pesten, fordi det handler om mænd, der er i kamp med sig selv eller med andre:

»Det er noget, der foregår langt fra familien. Derfor har mange mænd ikke et billede af, hvad den nye farrolle er. Jeg har hørt en del yngre fædrer sige, at de ikke kan bruge deres egen far som farbillede. De må opfinde et nyt.«

Hvad er en rigtig far? Allan Thullesens prompte svar på spørgsmålet lyder, at det er en mand, der er til stede over for sine børn. Det er en far, der ikke er bange for at omfavne hverdagen med tøjvask og madlavning. Det er en far, der iført arbejdsjakkesættet siger højt til vennerne, at han er dedikeret til familien.

»Den nye, bløde mand, jeg selv er, indeholder mere varme og flere følelser end den gamle patriark. Jeg kommer jo ikke hjem og kaster fodbolde i hovedet på mine døtre – og jeg ved ikke, om jeg ville være anderledes, hvis jeg havde haft fire drenge.«

Når Allan Thullesen løber med vennerne, bliver familielivet vendt. Hvordan de får det hele til at hænge sammen. Hvornår han »har følt sig som en lortefar«.

»Jeg er en lortefar, når jeg ikke har følt mig til stede over for børnene. Når man har de der ud af kroppen-oplevelser, og hvor man får hævet stemmen over for dem. Det sker for eksempel, når man er alene med børnene i hallen, når et af børnene kaster en vinterstøvle ud over balkonen eller har spildt juice ud over bordet, og man ikke har overskuddet til at tage den med ro.«

Dengang far var en fjern mand

Tidligere var far en fjern mand, der ofte ikke havde fingrene nede i hverdagens pasta med kødsovs. Han skulle ud at redde verden, så op gennem historien er der opstået et fænomen, som chefspykolog Svend Aage Madsen kalder »savnet af far«.

»Se på serier som »Krøniken«, »Bryggeren« og »Matador«. De handler alle om børn, der gerne vil have deres fars kærlighed, nærvær og anerkendelse. Nu har vi generationer af fædre, der vil have deres børn til at opleve noget andet. Moderne fædre udforsker, hvad det vil sige at være til stede.«

I dag oplever Svend Aage Madsen i sin praksis såvel som i sin forskning, at fædre har nærheden som fast kriterium for at være en succes som far.

»De er meget determinerede på et fortroligt forhold til barnet. En god far er ikke en skaffer-far eller en far, der er stor og flot ude i verden. Det er en, der er tæt med sit barn. Og det er jo den allerstørste omvæltning i faderskabet.«

Allan Thullesens far var en blød mand, der gjorde oprør mod sin egen strenge, firkantede og hårde far. Farbloggeren har blot kopieret sin egen far – han har altid haft pigevenner og har aldrig haft behov for at dyrke det meget maskuline.

Derfor er Allan Thullesen ikke træt af, at størstedelen af hans følgere er kvinder i alderen fra 18 år til 65 år. De roser ham for at være glad og positiv, og de skriver opmuntrende beskeder, hvis han på bloggen ærligt har fortalt om en særligt udfordrende dag i far-land.

»Jeg er blevet overrasket over, at kvinder i så stort et aldersspænd gider at læse mig. De jævnaldrende kvinder kan jeg sagtens forstå, for de har måske børn i samme alder og synes, at det er sjovt at spejle sig. Unge og ældre følgere synes måske bare, at mine piger er nuttede.«

Den helt store forskel på at være en mor og en far af i dag er ifølge Allan Thullesen, at mænd bare vil have ros for, at de gør det godt. Kvinder derimod tænker langt mere over forældrerollen og pålægger sig selv en umulig perfektion, lyder det:

»Vi mænd hviler nok mere i det. Når jeg taler med jævnaldrende mødre, er det mit indtryk, at der ligger en følelse af, at man skal gøre tingene på en bestemt måde for at være en rigtig mor. Det mærker jeg ikke som far. Til gengæld ligger barren langt lavere for mænd, og jeg får masser af skulderklap, når jeg har haft en dag alene med vores fire piger – men det er jo altså mine egne børn. Jeg får flere klapsalver end min kone for at klare hverdagen. »Det er vel nok flot klaret«, siger folk så.«

Allan Thullesens mandlige venner forstår de sirlige, kønne fotos sat i pasteller på Instagram. De synes, det giver mening, at Allan Thullesen står på en scene sat i hverdagstrummerummen:

Se mine fire piger og deres nye kjoler. Se hvordan jeg indretter deres værelser. Se hvordan jeg finder tid til træning.

»Det ville være et kæmpe rygklap, hvis andre fædre derude igennem min blog kan spejle sig i mig. Jeg gør ikke det her, for at det skal gå over i bøgerne som en ny måde at være far på, men jeg ser mig selv som en del af en ny generation af mænd, der ikke passer ind i den gamle farrolle.«