Natten til mandag lukker Niels’ søn stort set ikke et øje. Op til weekenden er der tikket en indkaldelse til afhøring hos politiet ind i hans e-boks. Det samme er tilfældet for flere af hans kammerater. Men de kan ikke få at vide, hvad det drejer sig om, når de ringer til politiet.

En af sønnens venner er blandt de første, der mandag morgen er til afhøring hos politiet.

»Han kommer så tilbage og siger til resten af vennegruppen, at det drejer sig om børneporno-sagen og ’den der video’,« fortæller Niels.

»Så sidder vi, og ryster lidt på hovedet af det derhjemme sammen med vores ældste dreng. Som han siger, så er den der video jo set af 20.000 mennesker. ’Hvordan pokker vil de køre den sag? – omfanget er jo stort', spørger han«.

Niels’s søn er blandt de 1.005 unge, der er blevet indkaldt til afhøring. Videomaterialet er fra 2016, og viser en dengang blot 15-årig pige sammen med fire drenge. Indholdet er blevet beskrevet som »ualmindelig groft og krænkende«.

Ifølge Niels har sønnen delt videoen til tre kammerater - det sker uden Niels' søn tænker videre over det.

»Mine drenge fortæller, at der jo simpelthen er så meget ’skidt’, der flyder rundt på nettet – og at det er svært at forholde sig til, hvad er rigtigt og hvad er forkert,« siger Niels.

Han forstår ikke, at politiet har valgt at slå så hårdt ned på netop denne sag, da der har været flere lignende sager i de sidste par år.

»Det kan godt gøre mig utryg som forælder. Hvad er det for et retssamfund, hvor det nogle gange er okay, og hvor der andre gange skal statueres et eksempel?«

En voldsom video

23-årige Brian fra Ringsted er endnu en af de mange unge, der er blevet sigtet for at have delt børneporno. Til at starte med blev han chokeret, men han forstår godt, at politiet slår hårdt ned på sagen.

Han fortæller, at han har været en del af en gruppechat, hvor videoen er blevet delt, men derudover mener Brian ikke, at han har delt videoen med nogen. Med egne ord er han »98 procent sikker på, at han har sit på det rene«.

»Det er en ret voldsom video. Jeg vidste ikke, at hun var 15 år, da hun blev filmet. Det har jeg på intet tidspunkt overvejet. I dag har jeg utrolig ondt af pigen. Især hvis hun er blevet presset ud i det.«

Har du på noget tidspunkt sagt fra over for folk i din omgangskreds, der deler den slags materiale?

»Jeg har altid tænkt, at det var forkert, men jeg nok ikke altid handlet, som jeg burde,« svarer Brian og fortsætter:

»Jeg har selv fået billeder af nogle piger, men det ville jeg aldrig dele med andre. Det er simpelthen for ømt. Jeg forstår ikke helt, hvad alt det der går ud på. Det skræmmer mig faktisk lidt.«

En overreaktion

I Fredericia er advokaten Jesper Brock blevet beskikket forsvarer for tre unge drenge fra byen, der er sigtet for at have delt videoen. Han mener, at det er vigtigt at skelne mellem dem, der bevidst vil skade andre, og de der skader gennem tankeløshed.

»Vi har et kulturproblem i ungdommen. Men har vi som samfund kommunikeret til de unge, at den her opførsel på nettet ikke er OK?« spørger han retorisk, inden han taler videre.

»I årevis har vi i vid udstrækning ladet de unge gøre som de vil på nettet, og så svinger vi pludselig til den helt anden grøft. Så skal de saftsusme have med den helt store hammer lige pludselig.«

Jesper Brock fortæller, at han har stor sympati med ofrene, der er blevet delt videomateriale af, men mener samtidig, at det er »en voldsom overreaktion« at tage paragraf 235 for deling af børneporno i brug.

Konsekvenserne kan blive meget stor for de sigtede, hvis de i sidste ende bliver fundet skyldige i anklagen om at have distribueret børneporno. Foruden fængselsstraf kan det give en plet på børneattesten i op til ti år.

Onsdag morgen valgte Niels, hvis søn er blandt de sigtede, at stå frem og tale om sin søns sigtelse på Radio24Syv. Det har medbragt en del kommentarer fra harme lyttere, der både ringede ind og skrev kommentarer på Facebook.

Den form for opdragelse tror Niels dog ikke på.

»Det øjeblik jeg klasker ham op af væggen for at råbe og skrige af ham, så kommer han aldrig og betror sig til mig igen. Så er det slut,« siger han:

»Det er bare en anden verden de unge lever i, og derfor virker det også lidt forlorent på mig, når der sidder ældre mennesker og peger fingre af de sigtede. Hvis de selv var unge i dag, så var de også hoppet i med begge ben. Det er jeg 99 procent sikker på.«