Far for retten for incest og vold mod sine børn

En 65-årig mand sidder mandag på anklagebænken i Hjørring, hvor han er tiltalt for at have udøvet vold og incest mod to af sine døtre.

Ifølge nordjyske.dk og ekstrabladet.dk nægter manden sig skyldig i anklagerne mod de to piger, som er de yngste af hans i alt ni børn. Han mener i stedet, at det er Jammerbugt Kommune, der har manipuleret pigerne til at fremsætte falske anklager, skriver ekstrabladet.dk.

Anklagerne går på, at de to døtre stort set fra fødslen har oplevet vold i opvæksten - også med genstande som et bælte og en ildrager, og fra de var fire-fem år har de været ofre for seksuelle krænkelser. Desuden skal faren have forsøgt at voldtage de to.

I 2011 greb Jammerbugt Kommune ind efter en anmeldelse, og de seneste tre år har pigerne, som i dag er 14 og 18 år gamle, ikke set deres far.

Sagen kører over tre dage, og det forventes, at der falder dom onsdag.

BNB