Viggo Mortensen er en usædvanligt sympatisk skuespiller. Og menneske, kunne man nok tilføje. Det er jo ret heldigt, når man nu gerne ser ham som sådan halvt dansk – i hvert fald med dansk far og stadig familie og venner her i landet. Man kunne måske også fristes til at tro, at de positive beskrivelser af manden har fået lige en tand for meget i dansk presse af den grund.
Men nej, det er der godt nok ikke meget, der tyder på, sådan som han fremstår og beskrives her på et hotel i Cannes i Sydfrankrig, hvor Berlingske sammen med en række andre journalister har lejlighed til at møde ham i forbindelse med visningen af »Captain Fantastic« på Cannes Filmfestival.
Med rolig og pædagogisk stemmeføring tager han sig tid til alle slags spørgsmål, slår over i italiensk for at hjælpe journalisten fra Rom, der kløjs lidt i det engelske. Han stiller gerne op til selfies med flere af journalisterne – blandt andet Berlingskes, hvor Mortensen flasher sit håndlavede perlearmbånd af den barnlige slags med logoet fra favoritfodboldklubben, argentiske San Lorenzo de Almagro.
Så, jo: Viggo Mortensen er bare flink, men han er også en mand, der gerne vil stå for noget, og som sådan virker han som et meget naturligt valg til hovedrollen i filmen »Captain Fantastic«. Her spiller han en far til seks børn, der har forladt civilisationen og bor med børnene i de store skove i det vestlige USA, hvor han opdrager dem til at overleve i naturen og samtidig tilegne sig det bedste fra bøgernes verden – altsammen ud fra en åben, ærlig og argumentationsrig opdragelsesstil. Den venstreorienterede amerikanske tænker Noam Chomsky er helten, og det amerikanske samfunds livsstil giver faderen ikke meget for: »Overmedicinerede og underuddannede,« lyder en beskrivelse af hans landsmænd. Men en tragedie omkring moderen driver ham og børnene ud i mødet med den omkringliggende verden, og herefter udvikler tingene sig.
Fokuserede på børnene
I beskrivelsen af den naturglade og politiske fader kunne man umiddelbart godt genfinde nogle beskrivelser af Viggo Mortensen, der ofte har gået sine egne veje. For eksempel fik han angiveligt først mobiltelefon i 2012, og der er flere, der husker ham på den røde løber til filmpremierer i bare tæer.
Men beskrivelserne rammer ikke, lyder det fra skuespilleren.
»Jeg tror, folk har et lidt forkert billede af mig. Det er, som om folk har en opfattelse af mig som én, der bor i et træ. Midt på en ø, hvor det altid sner. Sådan er jeg ikke. Men jeg kan godt lide skovene og naturen, og især da vi filmede i Washington – det var da et fantastisk sted. Men jeg var altid mest fokuseret på børnene og på at give dem opmærksomhed. Det er en usædvanlig intelligent og lagfyldt rolle, og det var let at se, at det kunne blive en speciel film, men det afgørende var at finde seks børn, der kunne leve op til rollerne og samtidig havde forældre, der lod dem gøre det. Det var udfordringen, der lykkedes,« siger Viggo Mortensen, der beskriver film-optagelserne som en slags familieoplevelse.
Det samme gør tre af børnene fra filmen, som også var på besøg i Cannes for at promovere filmen. Inden filmoptagelserne var de noget spændte på mødet med filmstjernen, de bedst kendte som Aragorn i »Ringenes Herre«-trilogien, men virkelighedens Viggo Mortensen lå langt fra stjernebilledet.
»Han var sammen med os hele tiden og ikke bare som en medskuespiller, men som en ven. Han var hele tiden meget opmærksom på især de små, og han har det særlige, der kan få alle til at føle sig betydningsfulde,« lyder beskrivelsen fra Samantha Isler, der er teenager i filmen.
Australske Nicholas Hamilton, der spiller 12-årig i filmen, beskriver Viggo Mortensen som en rigtig faderfigur.
»Hver dag under optagelserne kom han med gaver til os børn – ofte bøger. Så regnede han med, at vi havde læst dem og kunne fortælle næste dag, hvad vi synes om dem. Da jeg tog tilbage til Australien, måtte jeg efterlade tyve bøger, som jeg ikke kunne have med i bagagen. Men sådan er han bare – en utroligt givende og opmærksom person,« lyder det fra den unge australier.
Familien og samfundet
Viggo Mortensen har selv kun et barn – den i dag voksne Henry, opkaldt efter den sjællandske bedstefar. Men for ham er det interessante ved filmen også forældreskabets udfordringer og især de valg, faderen meget bevidst træffer.
»Jeg kunne godt lide, at rollen handler om at tage chancer. Tage chancen ved at lytte, at kommunikere. Tage chancen og finde ud af, at det, du gør, måske er forkert, og hvad du kan gøre bedre. Det lyder enkelt, men det er sværere, end man tror. Faderen tager de chancer og prøver at gøre, hvad han tror er rigtigt, og så kommer man til at begå fejl-tagelser. Det sikre er at ikke blive for involveret i sine børn og bare sige nej – fordi jeg siger nej. Det mere krævende er at forklare, hvorfor man siger nej og risikere en modargumentation,« siger Viggo Mortensen.
Han beskriver, hvordan filmen viser muligheden for, at familien kan omstille og udvikle sig, når man netop kommunikerer og argumenterer. At man kan omstille sig som gruppe uden nødvendigvis at smide alting væk. Og at det i øvrigt også gælder for samfund. Noget den standende debat i USA og verden i dag godt kunne lære noget af, ifølge Mortensen.
»Folk vil så gerne være sikre på deres faste holdepunkter. De siger, »jeg lever i et demokrati,« og det er godt i forhold til dets modsætning. Men demokratiet er ligesom et godt forhold eller en familie afhængig af den indsats, man lægger i det. Det er kun godt, hvis vi arbejder på det hver dag – ligesom i en familie. Det – og vigtigheden af at kommunikere – adresserer den her film,« mener Viggo Mortensen, og ridser den politiske aktualitet med adresse til blandt andre Donald Trump en tand skarpere op:
»Vi kan jo se, hvad der sker, når man ikke kommunikerer i et samfund. USA er i dag polariseret. Folk siger: Jeg er sammen med mine fæller, og vi behøver ikke tage hensyn til andre – måske ikke lade dem komme ind i landet og i givet fald ikke give dem stemmeret. Hvis folk taler, lytter og argumenterer, er det begrænset, hvor meget tingene kan komme ud af kontrol, Men der er altid politikere, der er klar til at udnytte, at folk ikke taler sammen,« siger Viggo Mortensen.
Sjovest at have indflydelse
Skuespilleren er både politisk og personligt helt på bølgelængde med »Captain Fantastic«s instruktør og manuskriptforfatter, Matt Ross.
Ross ventede angiveligt i næsten to år på, at skuespilleren fik plads i sin kalender til at være med i filmen. Men det var ventetiden værd, mener instruktøren. »Captain Fantastic« er generelt blevet godt modtaget, og især Mortensen får meget positiv kritik. Ikke mindst for samspillet med børnene.
»En rolle, som Viggo Mortensen er født til at spille,« skrev filmbladet Variety.
Den – nogenlunde – dansktalende skuespiller havde ifølge instruktøren også en del indflydelse på udformningen af sin egen rolle, og det er han glad for. Det er igen det med at tale sammen.
»Det sikre som instruktør er at sige: Bare gør, som jeg vil have det. Stå dér og sig din replik. Jeg har arbejdet med den slags instruktører, og de kan godt lave gode film, men jeg vil bare hellere arbejde med dem, der går ind i en kommunikation. Det er sjovere,« siger Viggo Mortensen.
Den sværdsvingende Aragorn i »Ringenes Herre«-filmene er stadig den største blockbusterrolle, Viggo Mortensen har haft. I de senere år har han mest optrådt i smallere film, og det er helt bevidst, lyder svaret til en spørger, der vil vide, om han skelner mellem at lave film for det store publikum og mere kunstneriske film som denne.
»Jeg ved, der er nogle skuespillere, der tænker sådan: Én film til dem og så én til mig. Der foretrækker jeg, at de allesammen er til mig. Når man arbejder så lang tid med en film og efterfølgende skal tale rigtig meget om den, er det altså rart, at det er noget, man kan gå op i. Jeg kunne måske tjene flere penge på den anden måde, men jeg mangler nu ikke noget. Så jeg har ikke sådan en plan.«