Fanget mellem rejseforsikringer

Uenighed om arbejdsfordelingen mellem det offentlige og private rejseforsikringsselskaber kan gå ud over patientens hjemtransport.

En uheldig skiturist i lufthavnen i Innsbruck på vej til "Knogleekspressen" , Europæiske Rejseforsikrings særlige fly, der bragte tilskadekomne danskere hjem fra skiferie i Alperne. Arkivfoto fra 2004: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere

De fleste ved, at det er en god ide at tegne rejseforsikring, når man skal til udlandet, hvis uheldet nu skulle være ude.

Men selv om man har tegnet en forsikring, så risikerer man efter 1. januar at blive fanget i et tovtrækkeri mellem sit private rejseforsikringsselskab og den offentlige rejsesygeforsikring.

Årsagen er, at der ikke er klare retningslinjer for, hvornår den private rejseforsikring tager over, når den offentlige ikke længere dækker.

Arbejdsfordeling
Forsikringsselskabernes erhvervsorganisation Forsikring og Pension har sendt en række eksempler på ulykker til Danske Regioner, for at finde ud af, hvordan de ønsker at administrere opgaverne i givne situationer:

- Det handler helt præcist om, hvornår behandlingen holder op i udlandet, og hvornår det bliver et spørgsmål, om der skal ske hjemtransport eller ej. Patienterne skal have den bedste behandling, som er optimal på stedet, og når de så er færdige med at blive behandlet, så skal forsikringsselskaberne nok løfte deres del af ansvaret, når patienten skal transporteres hjem. Det siger vicedirektør Claus Tønnesen fra Forsikring & Pension.

Carina Bock fra Danske Regioner forklarer, at patienten bliver udskrevet så snart det er lægeligt forsvarligt, og herefter dækker rejsesygesikringen ikke længere:

- Vi kan ikke diktere noget over for de private forsikringsselskaber, hvad de skal gøre, når vi har udskrevet patienten. Hvis forsikringsselskaberne ikke er enige, når vi har udskrevet en patient, og f.eks. mener, at patienten skulle have været indlagt længere, så kan der godt opstå problemer, siger hun.

'Hertil og ikke længere'
Carina Bock henviser til at med de nye regler, så er de på et tidspunkt nødt til at sige; ’hertil og ikke længere, fordi vi så ikke længere har loven på vores side.’

Endnu værre går det dem, der ikke har tegnet en forsikring. De vil kunne komme til at stå på gaden, efter de har modtaget behandling i udlandet:

- Det virker barsk, men sådan er reglerne nu engang skruet sammen. Vi har ikke mulighed for at gå ind og hjælpe dem, hvis de ikke længere har behov for at benytte en ydelse som omfatter rejsesygesikringen, siger Carina Bock.

Forsikring og Pension er nu i gang med at kigge svarene igennem fra Danske Regioner, så der kan blive kastet mere lys over, hvornår det offentliges opgave slutter, og hvornår den private rejseforsikring tager over.