Familier til demente har det hårdt

Det er hårdt at være pårørende til en dement, og mange kender ikke de tilbud om aflastning, de kan få. Det viser ny forskning.

Pårørende til demente har et dårligere helbred og mindre livskvalitet end andre. Det viser ny dansk forskning.

Det er især psykisk, at de pårørende belastes. De er urolige, føler sig ensomme og vrede, men skjuler det.

Op mod halvdelen kender ikke de forskellige kommunale og private tilbud, som de kan benytte. Ældre Sagen og Alzheimerforeningen kræver, at kommunerne gør mere for at hjælpe.

- Det, vi mangler, er, at man byder sig til. Det kan godt være, at der er en demenskoordinator i kommunen, men ved borgerne det, spørger demenskonsulent Kirsten Dyrborg, Ældre Sagen.

Alzheimerforeningen mener, at demenskoordinatorerne i kommunerne skal være opsøgende. Det er, når de ringer og kommer i hjemmet, at der opbygges en fortrolighed, siger formand Kirsten Enemark.

/ritzau/