Familier får mere i børnepenge

Over en tiårig periode er størrelsen på børne- og ungeydelser til danske familier vokset med 15 procent.

Læs mere
Fold sammen

Der skal købes bleer, og regntøjet trænger måske til en udskiftning. Kontingentet til sønnikes fodboldklub skal betales, og teenagedatteren vil have nye sko.

Det kræver sin pengepung at være børnefamilie, og nye tal fra Danmarks Statistik viser, at danske forældre får mere udbetalt i børne- og ungeydelser end tidligere. Størrelsen på ydelserne til børnefamilierne er således vokset med 15 procent fra 2005 til 2014.

I 2014 fik de danske børnefamilier i gennemsnit udbetalt 6.142 kroner i børne- og ungeydelser samt børnetilskud i kvartalet. Det beløb var 5.342 kroner i 2005.

Børnepengene er således fulgt med forbrugerpriserne, som ligeledes er steget med 15 procent i samme periode.

Forældre kan få økonomisk støtte fra det offentlige, fra barnet bliver født, til det fylder 18 år. Det gjorde 673.900 familier brug af i fjerde kvartal af 2014. I alt fik de udbetalt 4,1 milliarder kroner.

Hvis man har et barn på mellem nul og to år, kan man få udbetalt 4.404 kroner i babyydelse per barn i kvartalet. Småbørnsydelsen dækker de tre- til seksårige og kvitterer med 3.486 kroner i kvartalet.

Familier med børn mellem syv og 14 år kan hæve 2.745 kroner per barn i kvartalet, og endelig bliver ungeydelsen til familier med 15-17-årige børn udbetalt hver måned og er på 923 kroner.