Familien: Fejl at lukke sagen

Det vrimler med åbne spørgsmål efter fundet af den 18-årige Jakobs lig - og familien opfordrer politiet til at fortsætte efterforskningen.

Torsdag blev Jakob Haugen-Kossmann mindet af familie og venner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt

Politiet begår en stor fejl ved at lukke sagen om den 18-årige Jakob Haugen-Kossmann, der torsdag blev fundet død i Københavns Havn efter 27 dages forsvinden. Det mener den afdødes familie, som afviser politiets teori om, at Jakob døde ved en ulykke eller selvmord. Jakob blev offer for en forbrydelse, mener Jakobs mor, Elisabeth Kossmann.

Politiet afventer nu svar på en række retskemiske undersøgelser af blod og vævsprøver fra Jakobs lig, men har ellers besluttet at lukke sagen.

Men familien er utilfreds med, at den ikke får en grundig undersøgelse af de mange spørgsmål, der har meldt sig i forbindelse med sønnens forsvinden. Ikke mindst det forhold, at Jakob blev fundet nøgen, vækker undren. Og hvorfor er hans tøj ikke fundet?, spørger familien.

Danmarks fremmeste ekspert i selvmordsforskning, Unni Bille-Brahe, anser det ifølge avisen for usandsynligt, at Jakob skulle have taget tøjet af - for derefter at begå selvmord.

/ritzau/