Familien får soldater til at blive hjemme

En lang række soldater melder nu fra til udsendelse i Afghanistan. Deres afbud bliver bl.a. forklaret med den voldsomme situation i Helmand-provinsen, og at deres pårørende ikke vil have dem af sted.

Det går i stigende grad op for danske soldater, at hverdagen i Helmand-provinsen kan være barsk kost. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Brøndum

Foreløbig ni dræbte danske soldater, udsigt til endnu flere angreb fra Taleban-militsen og bekymrede pårørende kan forklare, hvorfor en lang række konstabler og befalingsmænd fra Livgarden har fortrudt deres tilmelding til tjeneste i Afghanistan.

Sådan lyder vurderingen fra Rikke Holmbom, der er kontaktperson til Livgardens såkaldte familienetværk, efter at Berlingske Tidende i går kunne fortælle, hvordan 60 ud af 107 konstabler og seks ud af 17 befalingsmænd fra Livgarden indtil videre har meldt afbud til tjeneste i Afghanistan.

Rikke Holmbom er som kontaktperson i jævnlig kontakt med specielt mødre til soldater, der skal af sted til den krigshærgede Helmand-provins i Sydafghanistan. Hun kan tydeligt mærke, at bl.a. drabet på to danske soldater i slutningen af november skaber uro og ængstelse.

»Det er selvfølgelig soldaternes egen beslutning, at de ikke vil til Afghanistan alligevel, men det er helt sikkert, at presset fra deres familie betyder meget for deres beslutning,« siger Rikke Holmbom:

»Jeg er typisk i kontakt med mødre. De er fuldstændig ulykkelige over, at deres sønner skal af sted. De er bange for, at der sker dem noget.«

Hun tilføjer, at de pårørendes bekymring efterhånden er blevet så stor, at nogle af dem allerede er begyndt at danne netværk, selvom deres sønner, døtre, ægtefæller eller kærester først skal til Afghanistan til efteråret eller foråret 2009.

Rikke Holmbom forklarer også den manglende tilslutning med, at situationens alvor i Afghanistan er begyndt at gå op for soldaterne.

»De synes måske, at Irak var vildt, og så opdager de, at Afghanistan er endnu vildere, og det får dem til at tænke sig om en ekstra gang,« siger hun:

»Derfor er det vigtigt, at den danske befolkning får at vide, at soldaterne gør en forskel. At afghanerne får et bedre liv uden Taleban. Er der noget, der kan skabe uro blandt pårørende, så er det, hvis de ikke får at vide, at soldaternes indsats nytter noget.«

Rikke Holmbom har problemstillingen tæt inde på livet. Hendes mand skal nemlig til Helmand-provinsen til februar som næstkommanderende i et kompagni.

»Jeg er bestemt ikke enig i hans beslutning. Vi har en datter på to år. Men det er det, han gerne vil, og derfor støtter jeg ham,« siger hun.

Fra forsvarets side bliver mandefaldet også forklaret med, at livgarderne ikke er fastansatte, men nyuddannede soldater på kontrakt. Derfor kan de melde fra når som helst.

De frafaldne soldater er erstattet igen. Men for at imødegå problemer med soldater, der fortryder, har Hærens Operative Kommando besluttet, at kompagnier med kurs mod Afghanistan fremover skal overbemandes, så der er plads til et vist frafald, uden at det er nødvendigt at skaffe erstatningspersonel.