Falske rygter om Biden har spredt sig forud for debat: Nu maner medie dem i jorden
Et rygte har fyldt på de sociale medier forud for kandidaternes første debat. Nu affejer medie den falske påstand.

Et rygte har fyldt på de sociale medier forud for kandidaternes første debat. Nu affejer medie den falske påstand.

Præsidentkampen i USA kører på det store blus, hvor misinformation og falske påstande er en trættende, men uundgåelig del af mediebilledet.
Det gælder også forud for kandidaternes direkte duel på CNN 27. juni, hvor Joe Biden og Donald Trump for første gang skal debattere ansigt til ansigt i denne valgkamp.
I den forbindelse er en falsk påstand gået viralt om, at Joe Biden skulle have bedt om ikke at stå op under debatten.
Det skriver det amerikanske medie USA Today.
»Biden-kampagnen har beordret, at Joe Biden ikke behøver at stå op under debatten,« lyder det i et opslag på det sociale medie X, der fortsætter:
»Der er nu intet publikum, ingen dialog med kandidaterne og ingen stående. Enhver, der stadig planlægger at støtte Biden efter dette, skal skæres ud af dit liv,« står der.
Opslaget blev ifølge USA Today liket mere end 90.000 gange på fire dage og delt videre 5.000 gange på seks dage.
Påstanden taler direkte ind i et af valgkampens helt store samtaleemner: netop Joe Bidens alder og fysiske helbred.
Der er dog intet, der tyder på, at påstanden har noget på sig.
En talsperson fra Bidens kampagne og en ansat fra CNN, der er med til at stå for debatten, siger dog begge, at påstanden er falsk.
CNN har allerede offentliggjort detaljer om de aftalte regler for deres 90-minuttersdebat, herunder at »begge kandidater indvilligede i at optræde på et ensartet podium«.
Der var ingen omtale af et krav fra Bidens kampagne om, at han ikke skulle stå under debatten, og der er heller ikke nogen troværdige nyhedsrapporter om en sådan afgørelse, skriver mediet.