Falck anklages for »dårlig etik og moral«: Regioner vil stække ambulancegigant

Regionerne er ved at forberede nye udbud af ambulancedriften, som Falck i årtier har haft noget nær monopol på. Men det skal der nu laves om på, lyder meldingen. Blandt andet Bios-sagen skaber pres for, at andre – udenlandske firmaer eller regionerne selv – tager over.

»Det er bekymrende og usundt, når én aktør, Falck, sidder på en så stor del af markedet. Derfor ønsker vi, at der kommer en reel konkurrence, så vi kan få de bedst mulige priser og de bedst mulige resultater for borgerne,« siger næstformand i Danske Regioner Ulla Astman (S), der også er regionsrådsformand i Region Nordjylland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Debel Hansen

Falck er dyr og har udvist dårlig moral i den såkaldte Bios-sag.

Derfor er det bydende nødvendigt at få udenlandske aktører ind på det danske marked til at køre ambulancer med akut syge danskere, som har brug for hurtig og effektiv hjælp.

Og kan det ikke lade sig gøre, må det offentlige selv tage over og køre ambulancerne.

Det er holdningen blandt politikere i regionerne, der nu sætter fart på bestræbelserne på at styrke konkurrencen på ambulance-markedet, hvor Falck som den eneste landsdækkende leverandør i adskillige årtier har haft noget nær monopol på at transportere syge til og fra hospitalerne.

Det sker med en lang række initiativer, der skal stække Falcks monopol og sikre, at flere byder på opgaven med at køre ambulance i Danmark, som regionerne årligt bruger cirka to milliarder kroner på.

Falck sidder i dag på cirka 70-80 procent af regionernes ambulancedrift, og forventningen er, at der mindst vil være en besparelse på fem-ti pct. at hente ved at udsætte Falck for en øget konkurrence.

»Det er bekymrende og usundt, når én aktør, Falck, sidder på en så stor del af markedet. Derfor ønsker vi, at der kommer en reel konkurrence, så vi kan få de bedst mulige priser og de bedst mulige resultater for borgerne,« siger næstformand i Danske Regioner Ulla Astman (S), der også er regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Region Hovedstaden er blandt de regioner, som er gået i gang med at forberede et nyt udbud af ambulancekørslen, hvor Falck i dag står for fire af seks delaftaler i forskellige områder af regionen, mens det fælleskommunale Hovedstadens Beredskab står for de resterende to.

Her er det blandt andet på dagsordenen, hvordan nye leverandører bedre kan få adgang til at rekruttere tilstrækkeligt ambulancepersonale og få adgang til den nødvendige infrastruktur især i form af ambulancestationer.

Der er fokus på »konkurrencedygtige« overenskomster og forslag om ændringer i ambulance-uddannelserne, som i dag giver medarbejderne et tættere tilhørsforhold til Falck end til regionen.

Det ligger også i kortene, at regionen selv vil overveje at byde på opgaven og »hjemtage« den, hvis man kan varetage den »bedst og billigst«.

Samme initiativer indgår også i overvejelserne i andre regioner.

Region Midtjylland har allerede meddelt, at man selv hjemtager driften af to til fire af 66 ambulanceberedskaber i regionen, og i Region Nordjylland overtager regionen selv driften af paramediciner- og lægebiler fra 1. januar, oplyser Ulla Astman.

Bios-sag har været en øjenåbner

Det øgede fokus på at stække Falck kommer, efter at Rigsrevisionen har kritiseret den »manglende konkurrence« på ambulanceområdet.

Men en meget nærværende faktor er også den såkaldte Bios-sag i Region Syddanmark, som ifølge en sagsfremstilling til forretningsudvalget i Region Hovedstaden har givet sagen »yderligere relevans«.

På Fyn og i Sønderjylland har regionen således måttet vælge at overtage størstedelen af ambulancedriften fra en privat aktør, Bios.

Det skete, efter at det hollandske firma måtte opgive at håndtere opgaven efter benspænd fra den tidligere leverandør, Falck, som blandt andet gjorde det svært at få ansat det fornødne ambulancepersonale.

Falck gik så hårdkogt til værks for at genere konkurrenten, at Konkurrencerådet i januar afgjorde, at Falck har »misbrugt« sin dominerende stilling ved at have fastlagt og implementeret en strategi om at »ekskludere« konkurrenten Bios.

Den sag har været en øjenåbner for politikere i regionerne.

»Det var dårlig etik og moral, og det er klart, at det sidder i én, at Falck kæmpede en ufin kamp, fordi de ikke ville have konkurrence ind på markedet. Et monopol er ikke sundt, og derfor vil vi gerne have, at der er flere muligheder – herunder at regionen selv byder og eventuelt overtager noget af det,« siger gruppeformand Leila Lindén (S), der sidder i forretningsudvalget i Region Hovedstaden.

Venstres medlem af udvalget, Anne Ehrenreich, har ligeledes »med bekymring« fulgt sagen i Region Syddanmark, mens Ulla Astman vil prøve at holde tingene adskilt.

»Men det er klart, at ingen af os bifalder den måde, Falck har ageret på i Bios-sagen,« siger hun.

Politikere i regionerne hæfter sig også ved, at det tidligere har været muligt at presse prisen kraftigt ned, når Falck har haft udsigt til konkurrence.

Region Hovedstaden skønner således, at den skærpede konkurrence i den seneste udbudsrunde i 2014, hvor flere leverandører stod på spring, har banet vej for et samlet fald i udgifter på omkring 400 millioner kr. i de efterfølgende år.

Region Syddanmark har desuden meldt ud, at man årligt sparer omkring 15 procent på udgifterne til ambulancedrift, efter at man selv har overtaget opgaven – sammenlignet med, da Falck stod for den.

Falck: Godt med konkurrence

I Falck er der også en klar forventning om, at man vil møde øget konkurrence i Danmark med bud fra både udenlandske aktører og regionerne selv, og det »imødeser vi med glæde«, er meldingen fra koncerndirektøren for Falcks globale ambulanceforretning, Jakob Just-Bomholt.

»En måde at demonstrere vores konkurrenceevne på er jo at vinde et udbud i konkurrence med andre private aktører,« siger han.

Falck sætter således pris på den position, man har på det danske marked, men Jakob Just-Bomholt fremhæver også, at man har en betydelig forretning uden for Danmark.

Det seneste års tid har Falck vundet tre store forretninger om ambulancedrift i udlandet, i London, Stockholm og senest i San Francisco, hvor Falck fra 1. juli skal stå for ambulancedriften i Alameda-området med 1,2 millioner indbyggere.

»Vi kan se, at de stordriftsfordele, vi har som global koncern, i hvert fald er tilstrækkelige til at vinde i udlandet, og vi håber, at vi også kan være konkurrencedygtige herhjemme.«

Jakob Just-Bomholt er dog også klar over, at man i den kommende udbudskonkurrence vil være oppe imod en betydelig politisk skepsis i kølvandet på Bios-sagen.

Efter Konkurrencerådets afgørelse har budskabet fra Falck været, at det var en »pinlig« sag, man var impliceret i tilbage i 2015, og at der er taget en række tiltag for at rette op, herunder at udskifte flere ledere, for at sikre, at noget tilsvarende ikke gentager sig.

»Vi ved godt, at vi har fået et hug i vores image, og det arbejder vi hver dag på at forbedre ved at yde en god service til kunder og patienter,« siger han.

Bios-sag kan afskrække konkurrenter

Det er imidlertid et åbent spørgsmål, hvor mange private aktører der vil være parate til at tage konkurrencen op med Falck.

Falck peger selv på, at der netop har medvirket en række private aktører i et dialogmøde i Region Midt og Nord.

Og en kortlægning, som Region Hovedstaden har foretaget, viser, at der i Tyskland, Norge, Storbritannien, Sverige, Holland, Polen og Spanien er private firmaer, som driver ambulanceberedskab for offentlige myndigheder.

Det vurderes også, at der i enkelte af disse lande kan findes private firmaer, der har kapacitet og kompetencer til at byde ved næste udbudsrunde i Danmark.

Men i Danske Regioner frygter Ulla Astman, at der vil være en begrænset interesse fra udenlandske aktører, »fordi der nok vil være nogen, der kigger på, hvad der skete med Bios og ikke har mod på at byde«.

Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen vurderer, at det kræver økonomiske muskler og et »stort mod« at trænge ind på et monopollignende marked som det danske.

Han mener, at Falck i situationen vil gøre rigtigt meget for at forblive på markedet og også vil være klar til at komme med »fornuftige priser«.

Men det er også naturligt, at der politisk signaleres større vilje til, at regionerne selv får erfaringer med at drive nogle ambulanceberedskaber.

»Man har opdaget, at Falck tjente rigtigt godt, og Region Syddanmark har vist, at man kan drive det fornuftigt, så kan man spare nogle hundrede millioner kroner i et presset sundhedsvæsen, vil det være godt,« siger Kjeld Møller Pedersen.