»Faktisk er vi alle konspirationsteoretikere«

Bush-regeringen står selv bag terrorangrebet den 11. sepember, lød det fra den amerikanske konspirationsforfatter, David Ray Griffin, da han besøgte København i går. Det var noget tilhørerne kunne lide - i modsætning til pressens »tegneserie-agtige« dækning.

I går var den amerikanske konspirationsforfatter, David Ray Griffin, i Danmark for at holde foredrag, om 9/11 i Den Sorte Diamant.<br>Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»$eptember - stil spørgsmål« står der på t-shirten af de tre unge mænd, der har stillet sig op ved indgangen til foredragssalen i Den Sorte Diamant. De sælger DVDer med informationer om terrorangrebet 11.september 2001. Da jeg spørger dem, hvorfor de gør det, kommer spørgsmålet resolut tilbage.

»Ja, hvorfor gør I det ikke? Vi gør det, fordi medierne ikke gør det,« siger den ene. Medierne og andre meningsdannere i samfundet sætter ikke spørgsmåltegn ved den officielle forklaring på terrorangrebet i New York den 11. september 2001. Derfor er der brug for nogen, der formidler den kritik, der er blomstret kraftigt op i USA, mener de tre.

I går behøvede man dog ikke at nøjes med en DVD. En af frontkæmperne i den amerikanske debat om konspirationerne omkring hændelserne den 11.september, David Ray Griffin, var nemlig i København. Han har været professor i religion og filosofi i over 30 år og har skrevet flere bøger om terrorangrebet.

I Den Sorte Diamant i København fortalte han om bogen »Det nye Pearl Habor«.

»Faktisk er vi alle konspirationsteoretikere,« sagde Griffin og tilføjede: »Den officielle forklaring på 9/11 er en konspirationsteori om, at Osama Bin Laden står bag«.

Hullet officiel forklaring
Griffin gennemgik en række af de officielle forklaringer og argumenterede med detaljerede argumenter for, at de ikke holder vand.

Der er ifølge Griffin intet belæg for, at Osama Bin Laden står bag angrebet på New York og Washington. Tværtimod mener forfatteren, at der er mange mærkelige omstændigheder og løse ender i forklaringerne, der sandsynliggør, at den amerikanske regering i virkeligheden selv står bag angrebet. Formålet skulle være at få folkelig opbakning til at opruste hæren og gå i krig. Blandt andet for at sikre sig olieressourcerne i Mellemøsten.

At de to World Trade Center-tårne kollapsede og styrtede til jorden kan ikke forklares med at brændstoffet fra flyene skabte en voldsom brand, som den officielle forklaring ellers lyder, mener Griffin. I stedet må kollapset skyldes eksplosioner fra bomber placeret inde i bygningerne. En anden af de officielle forklaringer, som Griffin pure afviser, er, at det skulle være et stort Boeing Fly, der ramte Pentagon-bygningen i Washington. Hullet i væggen er alt for lille til, at et passagerfly er kommet ind der, mener han.

Hvis den amerikanske regering har været involveret i terrorangrebet, kan man undre sig over, at der ikke er nogle, der har fået kolde fødder og afsløret det. Til det siger Griffin, at magthavere og medier ikke ønsker, at sandheden skal frem, fordi de frygter, at det vil få katastrofale globale konsekvenser.

»Der er meget lille chance for, at kongressen og medierne vil fortælle sandheden. Derfor er jeg kommet til Europa for at få jer til at lægge pres på dem,« afsluttede David Ray Griffin til stående bifald fra de flere hundrede tilhørere.

Efter foredraget blev avisens udsendte opsøgt af flere af tilhørerne, der tydeligvis var utilfredse med pressens dækning.

»Pressen tager os ikke alvorligt, de gider ikke at skrive om konspirationerne. Hvis de endelig skriver, bliver teorierne udlagt som sådan noget tegneserie-agtigt noget,« sagde en af tilhørerne.