FAKTA: Efter planen åbner Cityringen i juli 2019

De første passagerer kan formentlig rejse mellem metroens underjordiske stationer på Cityringen i 2019.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Mandag stopper tunnelboremaskinernes rumlen, da de afslutter deres arbejde på metrolinjen Cityringen i København.

Det er første skridt mod den færdige metro, som efter planen er køreklar til sommer 2019. Læs om den nye metrolinje her.

* De første passagerer kan formentlig tage Cityringen i juli 2019. Byggeriet begyndte i efteråret 2011.

* Metrolinjen bliver en 15,5 kilometer lang underjordisk tunnel.

* Den får 17 stationer, som vil forbinde Københavns Hovedbanegård, Indre By, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg.

* Det vil tage 24 minutter at køre hele Cityringen rundt.

* Antallet af metropassagerer forventes at stige markant. I 2016 kørte 60 millioner passagerer med metro. Når Cityringen åbner om nogle år, forventes 130 millioner passagerer at rejse med metroen.

* Cityringen koster 22,2 milliarder kroner at bygge.

* Efterfølgende vil Cityringen blive suppleret af Nordhavnslinjen, og i 2023 skal Sydhavnslinjen åbne.

Kilde: Metroselskabet.

/ritzau/