Fagforening: Thomas Rathsack har en sag

Fagforeningen for de ansatte i forsvaret venter fortsat på en henvendelse fra Thomas Rathsack, som er blevet fyret for at skrive omstridt bog.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Thomas Rathsack, der er forfatter til den omstridte bog "Jæger - i krig med eliten", som Politiken i dag har trykt, har ikke henvendt sig til Centralforeningen for Stampersonel (CS), selvom han har fået frataget sin sikkerhedsgodkendelse af Forsvaret.

- Hvis Thomas skal have hjælp, så er han nødt til at komme til os. Jeg ved ikke, hvad Thomas vil, for jeg har ikke talt med ham, men det er helt klart, at hvis Thomas henvender sig, så har vi en sag. Og det håber vi, han gør, siger Jesper K. Hansen, formand i CS.

Jesper K. Hansen forstår ikke, hvorfor sagen omkring bogen er blevet kørt så meget op og kalder fyringen af Thomas Rathsack for "tilfældig".

- Vi har kontaktet hans tillidsrepræsentant og sagt, at vi er her, hvis han har behov for os. Det har han ikke haft endnu, siger Jesper K. Hansen.

- Jeg har talt med forsvarets ledelse omkring det tåbelige, der ligger i at afskedige manden. Du fratager ham hans sikkerhedsgodkendelse, og derefter kan han ikke varetage sine opgaver, uddyber han.

Thomas Rathsack har - indtil han fik frataget sin sikkerhedsgodkendelse - arbejdet som uddannelsesofficer på Kastellet i København. Han arbejdede blandt andet med at planlægge kurser for frivillige i Hjemmeværnet.

/ritzau/