Fagforbund: S styrer mod valgnederlag

Socialdemokraterne er så usynlige i den politiske debat, at partiet er på vej mod et nyt valgnederlag, lyder nødråbet fra to LO-fagforeninger.

Socialdemokraterne styrer direkte mod et nyt valgnederlag, fordi partiet med Helle Thorning-Schmidt i spidsen er usynligt i den politiske debat. Sådan lyder den kraftige advarsel fra formændene for de to LO-fagforeninger FOA og HK-Kommunal.

»Socialdemokraterne har været helt usynlig i de seneste måneder. Det er sjældent, at man har set nogen vinde et valg ved at krybe i flyverskjul,« siger formanden for de offentlige ansatte i FOA, Dennis Kristensen, der især er utilfreds med S på velfærdsområdet.

Men S svigter også når det gælder miljø, skat og integration, mener formand for HK-Kommunal, Kim Simonsen.

»Det står ikke lysende klart, hvad det kongelige danske socialdemokrati mener. Konsekvensen er usikkerhed og dermed færre stemmer ved næste valg. Og så vinder man ikke regeringsmagten,« siger Kim Simonsen.

Han efterlyser, at ikke kun Thorning, men også andre S-folketingsmedlemmer som Christine Antorini og Jeppe Kofod samt Århus-borgmester Nicolai Wammen og Horsens-borgmester Jan Trøjborg lader høre fra sig.

Angrebene fra fagbevægelsen kommer efter, at politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) i Berlingske Tidende i går beskyldte fagbevægelsen for at have svigtet sine medlemmers lønkamp i den nyligt indgåede trepartsaftale. Den kritik kalder Dennis Kristensen for »hul i hovedet« og »dybt ukvalificeret.«

»Jeg er mildest talt irriteret over, at partiets manglende politiske udmeldinger og manglende deltagelse i den politiske debat skal føres over i fagbevægelsens lejr,« siger FOA-formanden, der i et interview i dagens avis retter et hårdt angreb mod Helle Thorning-Schmidts lederevner.

Hverken Helle Thorning-Schmidt eller Henrik Sass Larsen ønsker at kommentere angrebene fra fagbevægelsen, men S-gruppeformand Carsten Hansen vil gerne svare på den øvrige ledelses vegne. Han kalder kritikken »forfejlet« og henviser til, at det er S, som har sat den nuværende velfærdsdagsorden og vil komme med et samlet velfærdsudspil til august.

»Vi gør faktisk, hvad vi kan hver eneste dag, og jeg så også gerne, at fagbevægelsen bakkede op. Derfor var det måske bedre at komme til mig med kritikken frem for at gå i pressen,« siger Carsten Hansen.