Færre søger ind på en videregående uddannelse via kvote 2

Antallet af kvote 2-ansøgere er faldet med knap 1500 i forhold til 2016, viser foreløbig opgørelse.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson. I alt 52.891 har søgt, viser en foreløbig opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet kort efter ansøgningsfristen torsdag klokken 12.
Læs mere
Fold sammen

Færre søgte optagelse på en videregående uddannelse via kvote 2 i år. Her er det ikke kun karaktererne, der tæller, men også andre erfaringer som for eksempel udlandsophold, erhvervserfaring, og anden uddannelse.

I alt 52.891 har søgt, viser en foreløbig opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet kort efter ansøgningsfristen torsdag klokken 12.

Det er 1484 færre ansøgere end sidste år, hvilket svarer til et fald på tre procent.

»Det er de kloge hoveder, der skal bringe Danmark frem. Så det er glædeligt, at mange har søgt om optagelse på en videregående uddannelse,« siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) i meddelelsen.

»Nu bliver det interessant at se nærmere på, hvilke uddannelser de har søgt ind på,« siger han.

Det samlede antal ansøgere til en videregående uddannelse i år bliver offentliggjort i juli, når fristen for at søge optagelse via kvote 1 udløber.

/ritzau/