Færre fødsler og højere levealder fører menneskeheden mod paradigmeskift

FNs alarmerende prognoser for befolkningsvækst viser, at vi i år 2100 vil være over 11 milliarder mennesker. En ny bog gennemgår demografisk forskning, der viser, at tallene kan være overdrevne. I stedet nærmer vi os langt hurtigere end antaget en befolkningsimplosion, fordi flere får færre børn, lyder konklusionen.

CHINA AGING POPULATION ECONOMY
Verdens aldrende befolkning er tydelig i Kina som følge af etbarnspolitikken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Wu Hong: Ritzau Scanpix

Vi kan nærme os et paradigmeskifte i menneskehedens historie hurtigere end hidtil antaget. Klodens overbefolkning er eksploderet siden 1960erne, og de officielle analyser fra FN forventer, at vi om mindre end 100 år vil være flere end 11 milliarder mennesker på en klode, der allerede nu er ved at segne under vores ressourceforbrug.

I årene frem vil en så massiv befolkningstilvækst true den internationale stabilitet og nationale demokratier, føre til enorme migrationsflokke og accelerere den globale opvarmning, vurderer FN.

Men bogen »Empty Planet: The Shock of Global Population Decline«, der udkom i USA i denne uge, vender billedet på hovedet og peger på helt andre udfordringer. I stedet for en ukontrollabel befolkningseksplosion kan vi være på randen af en historisk selvforskyldt befolkningsimplosion.

»FNs model for befolkningsvækst tager afsæt i fertilitet, dødelighed og mobilitet. Dette udelukker en række kulturelle variabler som for eksempel uddannelse af kvinder og accelerationen af urbanisering. Det er disse kulturelle forandringer, der vil få den største indflydelse på fremtidens befolkningsstørrelse,« skriver Darrel Bricker, der er direktør for analysevirksomheden Ipsos Globale Public Affair og den ene af bogens to forfattere, i en e-mail til Berlingske.

Hurtigere end forventet

Sammen med journalisten John Ibbitson tager Darrel Bricker især udgangspunkt i den østrigske professor Wolfgang Lutz, der er leder af Wiens International Institute for Applied System Analysis – IIASA. I modsætning til FNs mere overordnede prognoser, ser Wolfgang Lutz' model indgående på det enkelte land og uddannelsesudviklingen for piger.

Ifølge disse data vil verdens befolkning nå sit højeste i 2070 med 9,4 milliarder mennesker. Herefter vil den falde til 8,9 milliarder i 2100. Analytikere i Deutsche Bank sætter tallet endnu lavere og kritiserer FNs befolkningsfremskrivning for ikke at tage højde for FNs egne tal om urbanisering.

Over de kommende 31 år vil 2,5 milliarder flere bosætte sig i byer, primært i slumområder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pius Etomi Ekpi/Ritzau Scanpix.

Den danske professor i global sundhed Flemming Konradsen fra Københavns Universitet forklarer, at alle prognoser er omtrentlige, og at de årsagssammenhænge, der ligger bag de mere konservative opgørelser over befolkningstilvæksten, er korrekte, men også at modellerne altid vil være forbundet med stor usikkerhed.

»Det er stadig mere tydeligt, at fertiliteten falder historisk hurtigt, og at urbaniseringen foregår hurtigere end forventet. Der er belæg for, at fertiliteten falder så dramatisk, fordi kvinder bliver bedre uddannede, får adgang til arbejdsmarkedet, bor i byerne, og at børnedødeligheden falder, ligesom der er bedre adgang til prævention,« siger Flemming Konradsen.

Globalt olle-kolle

Ifølge FNs tal toppede den globale befolkningstilvækst i 1960erne. Siden er tilvæksten raslet ned, men fordi fertilitetsraten stadig er enorm i visse afrikanske lande, og fordi vi lever længere, stiger befolkningstallet stadig. Dette vil dog på sigt ændre sig, sådan som man allerede nu kan se det i flere lande.

Den seneste globale fertilitetsundersøgelse, der blev offentliggjort i britiske The Lancet for et par måneder siden, bekræfter, at der bliver født så få børn, at befolkningsstørrelserne i de fleste vestlige lande er faldende. Ud af FNs tal kan man også se, at østeuropæiske lande – og lande som Tyskland, Italien, Spanien og Portugal, hvor kvinder kun føder 1,2 til 1,4 barn – får markant færre indbyggere de kommende år.

Med 1,7 barn pr. kvinde går det bedre i Danmark, men der er stadig langt op til de 2,1 barn, som er nødvendigt for at opretholde en befolkningsstørrelse. Indtil videre bliver nedgangen i befolkningsstørrelse udskudt af migration og af de store generationer af ældre, der lever længere end tidligere, hvilket til gengæld medfører de økonomiske og strukturelle udfordringer, som i et årti har været basis for politiske reformer i Danmark.

»På et tidspunkt bliver ung til ældre-ratioen så skæv, at der skal gentænkes nye politikker,« siger Flemming Konradsen med henvisning til den betændte diskussion om øget migration.

Den femte fase

I bogen taler forfatterne om, at vestlige lande i dag befinder sig i den femte og sidste fase af »The demographic Transition Model«.

»Modellen, der blev udviklet i 1929, havde kun fire faser. I fjerde fase var levetiden høj og fertilitetsraten cirka 2,1 pr. kvinde, som er påkrævet for at opretholde populationen. Det viser sig nu, at der er en femte fase: Stigende levetid kombineret med faldende fertilitetsrater, der fører til en mindre befolkning. Stort set hele den vestlige verden er i femte fase,« skriver forfatterne i bogen.

Dette bliver dog indtil videre opvejet af, at især afrikanske lande stadig har så høj en  børnedødelighed, at de kompenserer med faldende, men stadig tårnhøje fødselsrater, der overstiger dødsfaldene og derfor resulterer i befolkningstilvækst. Fem af de ni lande, der ifølge FN frem mod 2050 står for halvdelen af befolkningsvæksten, er afrikanske.

Afhængigt af, hvem man spørger, vil klodens befolkning stige frem til 2040, 2070 eller 2100, som er FNs vurdering.

Den norske professor Jørgen Randers, der var blandt forfatterne på 70er-hovedværket om vækst og bæredygtighed, »Limits to Growth«, mener, at vi er 21 år fra at være det højeste antal mennesker på kloden, vi nogensinde vil være.

»Vi når omkring otte milliarder mennesker i 2040, og derfra vil tallet falde, fordi verdens kvinder vil fortsætte det dramatiske fertilitetsfald, der er sket siden 1970erne. I rige lande foretrækker kvinder en karriere, mens kvinder i slumområder vil undgå udgiften til børn,« skriver han i studiet »2052« som analyserer de kommende 40 år.

Børn har ikke samme værdi for en fattig befolkning i slumkvarterer, som de har for landbefolkningen. Det er med til at sænke fertilitetsraten i Afrika og Asien, der oplever en stigende urbanisering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix.

Mobiler og medgift

Selv om der er uenighed om tidshorisonten, er der til gengæld enighed om årsagerne. I dag bor over halvdelen af Jordens befolkning i byområder, og denne andel ventes at stige til to tredjedele i 2050. 90 procent af den stigning vil ske i Asien og Afrika. Det medfører generelt en udvidelse af individets horisont, løsrivelse fra familiebånd, bedre uddannelse, øget viden, og at børn bliver en udgift frem for en indtægtskilde.

»Det er en stor forandring at flytte fra land til by. For det første ophører børn med at være en fordel, der kan hjælpe til i marken, for at blive til en byrde, der skal brødfødes. Endnu vigtigere har kvinder, der flytter til byer, langt bedre adgang til medier, skoler og andre kvinder. Dette fører til krav om større autonomi, og kvinder, der selv bestemmer over egen krop, får typisk færre børn,« skriver forfatterne i bogen.

I bogen møder de kvinder i flere dele af verden og mener at kunne identificere en udvikling, der går langt hurtigere end det, FNs tal lægger op til. For eksempel havde kvinder i Indiens slumkvarterer alverdens viden under sarien i form af smartphones og dataordninger. I Nairobi fortalte en gruppe veluddannede, arbejdende kvinder, at en positiv konsekvens af uddannelsesniveau og arbejde var, at den påkrævede medgift i form af kontanter, køer eller geder var så høj, at de blev gift senere og fik færre børn.

For forfatterne var kvinderne symptomatiske for, at uddannelse og urbanisering fører til drastiske fald i fertilitetsrater. Og som demografianalytiker fra Deutsche Bank Sanjeev Sanyal skriver i en analyse: »Urbanisering er menneskehedens stærkeste præservativ.«

På længere sigt vil dette udgøre et globalt problem, forudser professor Flemming Konradsen:

»Mere end halvdelen af jordens befolkning bor i lande, hvor der bliver født så få børn, at de over tid ikke kan opretholde befolkningen, med mindre vi har migration ind i landet. De fleste lande forsøger at ride stormen af ved at få borgerne til at leve sundt og produktivt længst muligt med det resultat, at fordelingen mellem ældre og unge forskydes mod flere ældre. Det politiske fokus bør inkludere elementer, der gør det mere fordelagtigt og lettere for familier at få flere børn. Dette er dog meget svært – mange erfaringer viser, at når først familier og kvinder er vænnet til tilværelser og kultur med et enkelt barn eller få børn, så er det svært at stimulere dem til at føde flere børn.«