Færre danskere savnes efter Haiyan

FILIPPINERNE: Udenrigsministeriet savner onsdag eftermiddag at høre livstegn fra 16 danskere i Filippinerne.

Det drejer sig om 15 personer på den såkaldte bekymringsliste, som består af navne på danskere, som ifølge deres pårørende befinder sig i Filippinerne. Desuden er der en enkelt savnet dansker på den såkaldte danskerliste, hvor rejsende selv registrerer deres ophold.

»Antallet af danskere, vi ikke har hørt fra, er fortsat nedadgående, og vi arbejder fortsat på højtryk både i Borgerservice og på ambassaderne i Malaysia og Filippinerne for at finde frem til de sidste på listerne,« siger vagthavende i Udenrigsministeriets Borgerservice, Tove Andersen.

Der er fortsat ingen meldinger om danskere blandt de omkomne og sårede efter tyfonen Haiyans hærgen for fem dage siden.

BNB