Færre danskere hoppede på et fly til Tyrkiet i 2016

Tyrkiet var plaget af uroligheder og terror i det forgangne år, og det har rejseselskaberne kunnet mærke. I 2016 var der knap 65.000 færre rejsende fra Danmark til Tyrkiet sammenlignet med året før.

I 2016 var der knap 160.000 færre rejsende fra Danmark til Tyrkiet sammenlignet med året før. Det skyldes især de mange uroligheder og terroranslag, der har været i større tyrkiske byer som Istanbul og Ankara.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Det nye år var end ikke en time gammelt, da en gerningsmand med et automatgevær dræbte 39 mennesker og sårede 70 på den populære natklub Reina i Istanbul natten til 1. januar.

Terrorangrebet kom i forlængelse af et uroligt og blodigt 2016 for Tyrkiet. De mange politiske uroligheder og terroranslag kan også mærkes herhjemme, hvor Tyrkiet er en populær feriedestination.

I 2016 var der knap 65.000 færre rejsende til Tyrkiet, og det er første gang i ti år, at antallet af rejsende til det populære ferieland ikke er steget. Det viser nye tal fra Trafikstyrelsen.

Kurvens knæk har allerede fået flere rejseselskaber til at nedjustere forventningerne for 2017.

»Der har været alt fra militærkup til politiske uroligheder og terror i Tyrkiet i 2016. Listen over ulyksaligheder er lang, og vi kan godt mærke, at det ikke gør noget godt for Tyrkiet som turistland,« siger Glenn Bisgaard, som er kommunikationschef hos Apollo, og fortsætter:

»Folk vil gerne have tryghed, specielt på deres ferie, og det spiller ind særligt hos dem, som nu sidder og overvejer, hvor sommerferien skal gå hen i år. Mange søger væk og vælger i stedet europæiske lande som Grækenland, Spanien og Portugal.«

Af den grund sender Apollo 15 procent færre gæster til Tyrkiet i 2017, og det gælder både selskabets rejser til populære turistmål som Alanya såvel som til storbyen Istanbul.

»Mange af hændelserne, der har været i Tyrkiet, er foregået i større byer og omkring i grænseområdet nær Syrien. Når der sker noget i Istanbul eller Ankara, kan vi mærke, at efterspørgslen på vores tyrkiske storbysferier falder, men Tyrkiets klassiske turistdestinationer er også ramt,« siger Glenn Bisgaard.

Også rejseselskabet Spies har færre rejser til Tyrkiet. Spies sendte cirka 30.000 gæster til Tyrkiet i 2016, men det skrues ned med omkring 30 procent i det kommende år.

Ingen af de to rejseselskaber aflyste deres rejser til Tyrkiet i 2016, men det fejlslagne kupforsøg i sommer og en række terroranslag i tyrkiske byer kunne spores i priserne.

»Vi havde ikke færre rejser til Tyrkiet i det forgangne år, men vi var nødt til at sætte priserne ned, for vi kunne ikke sælge det til samme priser, som vi gjorde i 2014 og 2015,« siger Carlos Cebrian, produktchef hos Spies.

Udenrigsministeriet fraråder ikke danskere at rejse til Tyrkiet, men ministeriet advarer i sin rejsevejledning til landet om »stor risiko for terrorangreb« og skriver, at »flere forsøg på angreb må forventes, herunder mod turistmål«.