Færøske gravide får abort i Danmark

En dansk forening hjælper færøske gravide kvinder med at få abort.

Færøske kvinder, der ikke har ret til en abort på Færøerne, kan nu hente hjælp hos en dansk forening, skriver Kristeligt Dagblad.

Foreningen aborthjalp.nu har indgået et samarbejde med hollandske læger, der på baggrund af en konsultation over telefonen eller nettet kan ordinere abortpiller - en såkaldt medicinsk abort - til de færøske kvinder. Hvis kvinden er for langt henne til en medicinsk abort, sørger foreningen for, at hun får en kirurgisk abort på et dansk privathospital.

- Det er de unge og de socialt udsatte kvinder på Færøerne, vi ønsker at hjælpe. De har hverken overskuddet eller de økonomiske ressourcer til selv at sørge for en abort. Derfor tvinges de reelt set til at gennemføre graviditeter, som de ikke ønsker, siger foreningens initiativtager, Hanne Bille, til Kristeligt Dagblad.

Hun har allerede i forbindelse med et tidligere projekt hjulpet adskillige færøske kvinder til en abort i Danmark.

/ritzau/