Fænomenet Jeremy Clarkson - arrogant, grovkornet og autentisk

Hvordan blev en af TVs mest arrogante, grovkornede og umodne værter til fænomenet Clarkson? Det korte svar: Autenticitet. For Clarkson er tilfældigvis både arrogant, grovkornet og umoden. En cocktail af arv, miljø og BBCs tilskyndelser.

Hvordan blev en af TVs mest arrogante, grovkornede og umodne værter til fænomenet Clarkson? Det korte svar: Autenticitet. For Clarkson er tilfældigvis både arrogant, grovkornet og umoden. En cocktail af arv, miljø og BBCs tilskyndelser.
Læs mere
Fold sammen

Jeremy Clarkson er et friskt pust i en politisk korrekt verden. Ikke synderligt bekymret over, hvem han træder over tæerne, er han gået fra at være TV-vært på bilprogrammet »Top Gerar« til at være en verdenskendt berømthed. Han er oven i købet en af dem, der synes at være uden en sidste salgsdato. En sjælden kvalitet i en »brug-og-smid-væk«-tidsalder, hvor publikum hele tiden hungrer efter nye ansigter.

Han ramte de britiske billedrør i 1988, og i 2015 er seerne stadigvæk vilde med ham. Eller – dem, der ikke hader ham, for fjender har han også mange af. Men om man elsker eller hader ham, så er han unik med sit ærlige TV-format, hvor han siger tingene, som de er – ifølge ham selv. Han er en af gutterne. En rigtig drengerøv. Han kan ikke ignoreres. Men hvordan endte han sådan?

Som fænomenet man ikke kan komme uden om, og som ikke bare vil forsvinde, selv om BBC nok helst så det sådan lige nu.

Efter en batalje på optagelserne af »Top Gear« for nylig valgte BBC at suspendere ham, og efter 14 dage i mediemøllen at fyre ham. I BBCs optik var hans lige højre til en producer den berømte dråbe. Med en serie af advarsler på CVet vidste Clarkson, at han ikke havde mere snor. Alligevel trådte han over stregen.

Jeremy Clarkson har nemlig det grundlæggende karaktertræk, at han gør, hvad der passer ham. Sådan har han altid været. Både som barn, som kostskoleelev og som TV-vært. Og det er den fandenivoldskhed, der er både hans velsignelse og byrde.

11. april 1960 fødes Jeremy Clarkson. Moderen er lærer og faderen sælger. Ikke rige, men relativt succesfulde. Ifølge Gwen Russells Clarkson-biografi fra 2007 var det et robust hjem med masser af humor, hvor ingen tog tingene for alvorligt. Clarksons forældre var ambitiøse, og selv om de ikke tog tilværelsen for alvorligt, så var uddannelse af børnene vigtig, og de knoklede for at få råd til den i England så eftertragtede plads på en privat kostskole. Moderen lavede bamser og dukker i fritiden for at skrabe sammen til Clarkson og lillesøsterens skolegang. Et år lavede hun et par Paddington-bjørne til børnene af stof og fyld købt på det lokale marked. De blev så populære blandt venner og familie, at hun lavede en serieproduktion, og i 1968 blev det et fultidsjob. Ikke noget der, imponerede unge Clarkson, der har beskrevet begivenheden sådan her:

»Jeg kan huske den dag, mor og far sagde, at de havde sagt deres job op for at starte en legetøjsfabrik. Der var »Marine Boy« i fjensynet, og jeg kan huske, jeg svarede: Gør hvad end I har lyst til, bare I tier stille!«

I 1976 rykkede succesen med bamsebjørnene fra køkkenet ind i en regulær fabrik, og forældrene var blevet så velhavende, at Clarkson kunne komme på kostskole.

Jeremy Clarkson var glad for skolen, indtil han blev 11 år, har hans mor engang sagt. Men så mistede han interessen.

»Han fortalte os, at han ville være enten skuespiller, astronaut eller konge, og han kunne ikke se, hvordan fristile eller kemi ville bringe ham tættere på målet.«

Alligevel sendte forældrene ham på Repton School – en dyr privat kostskole. Clarksons tak? Han var besværlig i ekstrem grad. Han udfordrede konstant underviserne, brød reglerne og skubbede til alle rammer for at se, hvad han kunne slippe af sted med. Det betød utallige besøg hos rektor. Både med og uden sine forældre. Forældrene vidste altid, hvor galt det stod til, afhængig af hvor langt fra skolen Clarkson mødte dem, når de skulle til samtale med rektor. Mødte han dem flere kilometer før skolen, vidste de, at han havde brug for lang tid til at forklare, hvorfor det hele blot var en utidig misforståelse. Efter næsten fem år på Repton School endte Clarkson med at blive smidt ud. Kun et par måneder før de afsluttende eksamener. Han har siden udtrykt fortrydelse over, at han ikke tog det mere alvorligt. Ikke for skolen eller faglighedens skyld, men fordi han kunne se, hvor meget det betød for forældrene, da de skuffede hentede ham ved porten.

Det var ikke en enkelt begivenhed, der fik ham bortvist. Mere den akkumulerede sum af mange små. Lige fra udgang uden tilladelse til at nægte at spille cricket.

»Hvorfor skal 17-årige drenge stå med høfeber på en græsplæne med et bat, mens en anden dreng kaster bolde efter dem, når de kunne bruge tiden på at jagte piger,« har han senere udtalt om sin aversion mod cricket og sport i al almindelighed.

Clarkson bestod køreprøven i 1977 og opdagede en passion for biler. Men der skulle gå flere år, før passionen blev professionel. Sidst i teenageårene og uden en eksamen anede han ikke, hvad han skulle bruge sit liv på. Hverken astronaut eller konge syntes inden for rækkevidde. Han skulle finde et job, så farfaderen skaffede ham en læreplads på lokalavisen. Ikke noget, han selv havde overvejet. Men han gav det en chance. Det passede den unge Clarkson. Han talte med folk og kom vidt omkring. Han lærte at gøre selv den mindste begivenhed til en god historie, og det skærpede evnen til at dramatisere det normale. Et talent, der skulle vise sig nyttigt, da han senere kastede sig over bilanmeldelser.

Det blev til tre år på lokalavisen i Nordengland. Men han ville mere. Ved et af de årlige dyreskuer fik han nok, da han interviewede en gruppe mødre, der højlydt brokkede sig over, at deres små piger og deres heste ikke havde vundet. Han pakkede sin skrivemaskine sammen og drog til London.

Storbritannien i begyndelsen af 1980erne var et forandret land. Margaret Thatcher var kommet til magten, Falklandskrigen vundet, og alt tydede på, at en mand med mod på tilværelsen og intet at tabe kunne skabe sin egen succes. Clarksom flyttede til London, ind i en lejlighed i det halvmondæne Fulham med tre venner og fik job i forældrenes legetøjsvirksomhed som omrejsende sælger. Men legetøjet solgte sig selv, så han brugte det meste af tiden på den lokale pub »The White Horse«. Eller som han selv har beskrevet det: »De år gik mest med at pleje tømmermænd, se TV og vente på at gå på pub igen.«

Interessen for biler havde han stadig, og i jagten på en ny bil konstaterede han, at ingen medier behandlede emnet, så han gad læse om det.

»Alle bilbladene virkede, som var de fagblade skrevet af nørder til nørder. Jeg var ikke interesseret i motorfakta og i hvordan krumtappen fungerede. Jeg var skideligeglad med bagagerumsplads og hovedhøjde. Jeg ville vide det, som alle andre også ville vide. Nemlig om jeg så godt ud i bilen, hvordan den kørte, og hvad den kunne gøre for mit image.«

Ideen om at kombinere passionen for biler med sit håndværk var undfanget.

Han fik et par små medier med på ideen, og i 1984 indtog Clarkson motorjournalistikken. Uden større held. Efter et par år havde han og hans kompagnon kun tjent 40.000 pund, og de havde begge bankgæld til op over begge øre. Men han havde det sjovt og rejste fra den ene billancering til den næste.

Ved en pressepræsentation i 1988 var han havnet ved siden af en producer fra BBCs nødlidende automobilforbrugerprogram »Top Gear«. Det blev hans chance. Produceren var imponeret af den bramfri Clarkson og kunne se ham som et friskt pust til det noget støvede TV-program.

Clarkson fik en prøvefilmning, virkede godt på skærmen, og fik for første gang mulighed for at sige sin ærlige mening i levende billeder. Ikke så grov som senere hen, men grovere og mere underholdende end de traditionelle TV-værter på »Top Gear«.

I løbet af 1990erne blev Clarkson modigere og grovere. Ansporet af programmets producere til at sige sin ærlige mening med den pub-inspirerede tone, han sidenhen er blevet så kendt for. Søndag aften kunne seerne se Clarkson aflevere kommentarer såsom: »Den her bil springer trusseelastikker på 50 meters afstand« og »Den her Alfa Romeo Brera er som Angelina Jolie. Du har hørt, at hun er vanvittig og givetvis lever af tapetklister, men du ville alligevel springe på hende, hvis du fik chancen«. Eller »At køre en Nissan Almera er ligesom at side til et middagsselskab og sige, du har Ebola og skal til at nyse«.

Top Gear gik fra at have 600.000-700.000 seere til fem millioner. Fidusen? Clarkson var bare Clarkson. I 2001 stod han bag relanceringen af »Top Gear«. Grundideen var kort fortalt, at tre midaldrende engelske mænd skulle være nogle gennemførte drengerøve i biler, de enten elskede, hadede eller ødelagde. Alt sammen pakket i en stil bedst kendt fra et herreomklædningsrum eller en pub. Få år efter var »Top Gear« en global TV-succes med op mod 400 millioner seere pr. udsendelse. Alt sammen takket være Clarkson. Han fik sit eget talkshow der overlevede et par sæsoner, deltog i velgørenhedsarrangementer, og han var vært på en serie, der handlede om at finde historiens største brite. Churchill vandt, men ikke med Clarksons gode vilje. Om favoritterne sagde han blandt andet: »Churchill var en alkoholiker på det rigtige tid og sted, Shakespeare har ikke bragt andet end mismod til generationer af skolebørn, og Oliver Cromwell var verdenshistoriens første kommunist.«

Undervejs byggede Clarkson dimensioner på sin offentlige karakter. Og på trods af sin tilbagelænede stil var han i virkeligheden en arbejdsnarkoman. Gift og med tre børn skrev og skriver han stadigvæk alle sine klummer og manuskripter selv.

Selv om »Top Gear« i manges optik er defineret ved Jeremy Clarkson, så blev hans karakter og mange politisk ukorrekte udfald i sidste ende for meget for BBC. Men fyringen betyder ikke enden for Clarkson. Tværtimod. Medier vil stå i kø for at hyre ham, og mon ikke han i 2016 er tilbage på skærmen? En mand, der har skabt en TV-succes med 350 millioner seere, ender sjældent i arbejdsløshedskøen.

Om Clarkson er blevet den, han er, på grund af arv eller miljø, er en diskussion som selv ikke børnepsykologer kan svare på med sikkerhed. Til gengæld synes der at være et ret kort og klart svar på spørgsmålet om, hvordan Jeremy Clarkson blev det TV-fænomen, han er blevet: Autenticitet.

Som Clarksons medvært James May svarede, da jeg for et par år siden interviewede ham i London og spurgte, hvorfor »Top Gear« var sådan en succes:

»Fordi vi er, som vi er. 90 procent af det, du ser i TV, er det, vi siger og gør uden for originalmanuskriptet. Vi er bare tre mænd, der elsker biler og elsker at hade hinanden.«