Fængslet i 799 dage før afgørelse i terrorsag

Forsvarere mener, at der højst skal gives fængsel i to år i sag om droner til Islamisk Stat.

København. Forslagene til en passende straf for at forsyne Islamisk Stat med droner, kameraer og andet udstyr er vidt forskellige fra anklagere og forsvarere torsdag i Københavns Byret.

Spændet går lige fra fængsel i seks år og ned til et år i de procedurer, som dommere og nævninger lytter til.

Den ene af de tre tiltalte mænd har siddet varetægtsfængslet i 799 dage, inden han torsdag formiddag har fået rettens afgørelse om, at han er skyldig i at have fremmet terrororganisationens virksomhed.

- Så lang tids uvished har betydning for strafudmålingen, siger forsvareren, advokat Michael Juul Eriksen.

Han mener, at straffen bør være fængsel i et år og seks måneder. Det vil være rimeligt i forhold til, at en syrienkriger, der aktivt kæmpede for Islamisk Stat på jorden i Syrien, er blevet idømt fængsel i tre år, lyder hans oplæg.

- Det er fuldstændig afgørende, at han ikke får en længere straf end den tid, han har siddet varetægtsfængslet, siger Michael Juul Eriksen.

Han lægger vægt på, at hans klient, der har været Uberchauffør, ikke har foræret, men derimod solgt udstyr til Islamisk Stat.

Forsvareren protesterer imod anklagemyndighedens påstand om at udvise den 31-årige mand, der er tyrkisk statsborger.

- Han føler sig lige så dansk som os andre, siger Michael Juul Eriksen og nævner, at manden er født og opvokset i Danmark.

En anden af de tiltalte har været cykelhandler. I fire måneder fra oktober 2013 til februar 2014 var han med til at skaffe Islamisk Stat propeller og andre dele til droner.

- Han har været stikirenddreng i et eller andet omfang, siger hans forsvarer, advokat Gert Dyrn.

Hans oplæg er fængsel mellem et og maksimalt to år. Heraf skal en del være betinget på grund af meget lang sagsbehandlingstid.

Oplægget fra senioranklager Sidsel Klixbüll lyder derimod på fængsel i enten seks eller fem år. I den forbindelse har hun nævnt, at Islamisk Stat på grund af dronerne blev i stand til at udføre langt mere blodige angreb end tidligere.

Men advokat Gert Dyrn kan ikke skrive under på påstanden om, at krigsførelsen blev ændret afgørende på grund af leverancerne fra Danmark.

- Det er en tilsnigelse, for vi ved, at der kom droner og dronedele fra hele verden.

Advokaten mener, at de droner, som den tidligere cykelhandler er ansvarlig for, især blev brugt til træning og formentlig også til rekognoscering - men slet ikke til at kaste bomber.

Den tredje mand i sagen har levet af at undervise. Hans forsvarer, Jesper Storm Thygesen, anbefaler en straf på cirka halvandet års fængsel.

Nævninger og dommere afsiger dom 6. december.

/ritzau/