Fængsler ruster sig til uro i København

Personalet i Københavns Fængsler tilbyder særbehandling til de unge, der bliver varetægtsfængslet i weekenden. Blandt andet optræder veganermad på menukortet.

En helt speciel aktivistplan ligger klar i Københavns Fængsler, når weekendens huskapring begynder i udkanten af Nørrebro.

Under den seneste ballade i marts kom det høje antal varetægtsfængslede noget bag på fængslerne, og de måtte hastigt flytte rundt på indsatte for at skabe plads til aktivisterne.

- Vi har erfaringerne frisk i erindringen, så vi kan gøre det endnu bedre end sidst, siger Peter Vesterheden, chef for Københavns Fængsler.

Da Jagtvej 69 blev ryddet den 1. marts, blev 248 personer varetægtsfængslet. Noget af et pres på fængslerne, der dengang heldigvis havde lav belægning.

- Situationen i marts så bedre ud end nu. Aktuelt har vi plads til 40 personer, men vi får skaffet flere pladser inden weekenden, lover Peter Vesterheden.

Fængslerne har desuden skaffet veganermad til aktivisterne, der sidste gang brokkede sig over menuen.

/ritzau/