Fængselsdom for overfald på Yahya Hassan

Den 24-årige Isaac Meyer er tidligere blevet dømt for terror som den første i Danmarkshistorien. Mandag blev han dømt for at overfalde den unge digter Yahya Hassan på Københavns Hovedbanegård 18. november. Fold sammen
Læs mere

Sikkerheds- og presseopbuddet var massivt, da 24-årige Isaac Meyer mandag blev idømt fem måneders fængsel i Københavns Byret for overfaldet på digteren Yahya Hassan.

18-årige Hassan er en af de mest omdiskuterede personer i Danmark netop nu på grund af sin digtsamling »Yahya Hassan«, som med sine barske beskrivelser af digterens opvækst i Gellerupparken har fået mange muslimer til at lægge ham for had.

Både i og uden for retssalen holdt flere betjente vagt, og inden de fremmødte blev lukket ind i byretten, blev alle scannet med metaldetektorer, ligesom også overtøj og tasker blev tjekket. Da Yahya Hassan selv ankom for at vidne, var det i selskab med de to livvagter, som Politiets Efterretningstjeneste, PET, har sat til at passe på den unge digter.

Isaac Meyer hed tidligere Abdul Basit Abu-Lifa, og under det navn blev han i 2007 som 16-årig idømt syv års fængsel for terrorforsøg i den såkaldte Glostrup-sag. I 2010 blev han prøveløsladt, og tidligere på året udløb vilkårene for hans prøveløsladelse, så han atter kan bevæge sig frit.

Overfaldet på Yahya Hassan skete 18. november på Københavns Hovedbanegård, hvor Isaac Meyer gav den omdiskuterede digter flere knytnæveslag i hovedet og på kroppen. Isaac Meyer indrømmede, at han stod bag overfaldet, men han afviste, at det var på grund af Yahya Hassans omdiskuterede holdninger og digte. Årsagen til overfaldet var ifølge Meyer, at digteren havde sendt »onde og provokerende« blikke efter ham og hans kæreste.

Yahya Hassans eget vidneudsagn kunne retten ikke bruge til ret meget. »Det husker jeg ikke« var den sætning, som flest gange kom ud af digterens mund i den cirka 15 minutter lange vidneforklaring, og det var som reaktion på både anklagerens og forsvarerens spørgsmål. Hassan virkede irriteret over spørgsmålene og ligeglad med, hvordan sagen endte.

»I kan gøre med gerningsmanden, hvad I vil. Jeg er ikke bange for at tage et slagsmål. Han (Isaac Meyer, red.) er jeres problem, han er retsvæsnets problem og han er samfundets problem. Han er ikke mit,« sagde Yahya Hassan i retten.

Anklager Søren Harbo lagde vægt på, at overfaldet ikke bare var et angreb på Yahya Hassan, men også på ytringsfriheden, fordi overfaldet ifølge anklageren skete på grund af Yahya Hassans ytringer.

»Hvis nu vi skal være helt ærlige, blev vi så overraskede over, at Yahya Hassan blev overfaldet,« spurgte anklageren i sine afsluttende bemærkninger, og svarede selv, at det nok var de færreste, som blev det.

Derfor var det også en glad anklager, som klokken 11.45 lyttede til domsmandsrettens dom på fem måneders fængsel til Isaac Meyer, hvor blandt andet videooptagelser fra Hovedbanegården blev brugt som et fældende bevis.

»Jeg er meget tilfreds. Domstolen fulgte min påstand både i forhold til domsfældelse og i forhold til strafudmålingen,« siger Søren Harbo.

Forsvarer Jane Ranum var til gengæld ikke tilfreds:

»Jeg synes, at det er en dom i den hårde ende. Jeg synes ikke, at retten skulle have dømt for, at overfaldet havde grobund i et angreb på ytringsfriheden,« siger hun.

I samråd med sin forsvarsadvokat valgte Isaac Meyer at anke byrettens dom umiddelbart efter domsafsigelsen, og sagen skal behandles på ny i landsretten.