»Fængsel ville have ødelagt så utrolig meget for ham«

Forbrydere skal tage deres straf. Men i Danmark bliver der i dag straffet hårdere end nødvendigt, og det er hverken næstekærligt over for offer eller gerningsmand, lyder det fra dr.jur. Eva Smith.

»Der er ingen dokumentation for, at hårdere straffe har en gavnlig effekt,« understreger dr.jur. Eva Smith. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er da ikke den rigtige måde at opdrage børn på.«

Dr.jur., tidligere juraprofessor og en gennem mange år besindig stemme i samfundsdebatten om kriminalitet og straf, Eva Smith, kan hverken få øje på næstekærligheden eller fornuften i de borgerlige partiers ønske om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år og oprette en særlig børnedomstol.

Ønsket blev førstebehandlet i Folketinget i sidste uge i form af et beslutningsforslag, og Eva Smith har svært ved at se, hvordan samfundet drager omsorg for sine børn ved at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 12 år og samtidig gøre det muligt at stille 12-17-årige børn og unge for en børnedomstol.

»Tænk lige på, hvad det kan komme til at betyde for en pige på 12 år, der har taget nogle ting i modeforretningerne, fordi hun gerne vil have det samme tøj som de andre. Hun vil komme for en domstol, blive stemplet, og hendes veninders mødre vil måske sige, at sådan en som hende, må de ikke være sammen med,« siger Eva Smith, der også er tidligere formand for Det Kriminalpræventive Råd:

»Det, der før blev betragtet som drengestreger eller småkriminalitet, bliver nu en sag for en domstol.«

Hun henviser til, at da den kriminelle lavalder for nogle år siden i en periode blev sænket til 14 år, da var det »stort set kun butikstyverier, der kom ud af det«.

»Et andet problem med sådan en børne­domstol er, at de unge får en forsvarer. Men en forsvarer skal jo bare sikre, at barnet bliver frifundet og altså skal benægte alt det, der ikke er bevist. Barnet skal sådan set bare holde mund. Men det holder jo ikke. Et barn i den situation skal turde lægge kortene på bordet, snakke om det i ærlighed og på den måde lære noget. Det nytter ikke noget at lære barnet at skjule noget og opfatte samfundet som en fjende, der ikke vil hjælpe,« lyder det fra Eva Smith.

Voksne må tage deres straf

Hun anerkender, at voksne mennesker må tage straffen for deres forbrydelser. Sådan må det være i et retssamfund. De må, som hun siger »tage deres straf, uanset hvor kedelig en historie de har.« Men, tilføjer hun, et retssystem skal også udvise forståelse for den dømte.

Altså næstekærlighed?

»Ja, for så vidt, at man nødig skal ødelægge mere end højst nødvendigt for det menneske, der bliver dømt,« fortæller Eva Smith:

»Jeg kan huske en sag fra min tid som dommer i Østre Landsret, hvor en ung mand skulle dømmes for at smugle et mindre kvantum hash. Han havde med stort besvær fundet en læreplads, og hans mester dukkede op i retten og forklarede, hvordan han ikke kunne undvære sin lærling og måtte ansætte en anden, hvis den tiltalte kom i fængsel. Vi kunne næsten ikke byde den unge mand at miste alt det oven i straffen. Det var for indgribende, så det endte med en betinget dom, selv om han egentlig stod til fængsel.«

Eva Smith anerkender, at nogle vil sige, at det ikke kan passe, at den unge mand kunne slippe med en betinget dom, alene fordi han havde en læreplads.

»Ja, men fængsel ville have ødelagt så utrolig meget for ham,« siger hun.

Hun har svært ved at se, præcis hvordan politikerne og dermed samfundet drager omsorg for borgerne ved hele tiden at kræve hårdere straffe og højere straframmer.

»Der er ingen tvivl om, at straffene er blevet hårdere de senere år. I Danmark udmåler vi ubetinget fængsel til unge mellem 15 og 18 år ti gange så ofte som i Sverige og fire gange så ofte som i Norge. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor,« siger hun og peger på et aktuelt politisk krav om, at »enhver form for vold mod sagesløse skal udløse en ubetinget straf«.

Hun henviser i den forbindelse til en sag for nylig, hvor en 15-årig dreng tog fat i en 13-årig dreng i forbindelse med, at den 13-årige havde generet den 15-åriges lillebror. Den 13-årige fik røde mærker på halsen, og det endte med en sag, hvor anklageren krævede en ubetinget straf til den store dreng, der i mellemtiden var blevet 16 år og begyndt på gymnasiet.

»Sådan noget var i gamle dage blevet klaret, uden det var blevet en sag for politiet,« siger hun.

Men er det ikke omsorg for ofret?

»Hvilken glæde har en 13-årig af, at en 16-årig kommer i fængsel? Hvordan gavner det en 13-årigs liv?« spørger hun:

Domsmænd er mildere end dommerne

»Jeg kan ikke lade være med at tvivle på, om politikerne tolker borgernes ønske om straf rigtigt. F.eks. er det typisk sådan, at domsmænd er mildere end de juridiske dommere. Når de ser en anklaget, forsvinder det abstrakte og teoretiske omkring straf, og de ser et rigtigt menneske for sig i retssalen.«

Men det at straffe hårdt vil nogle opfatte som en god gerning?

»Der er ingen dokumentation for, at hårdere straffe har en gavnlig effekt. Se bare på USA. Der findes ikke et land, der straffer hårdere, men amerikanerne har jo en langt højere kriminalitet,« siger hun og tilføjer, at »der helt sikkert også er ofre, der ikke kan få deres gerningsmand straffet hårdt nok«:

»Selvfølgelig skal man straffe alvorlige forbrydelser hårdt. Men om en straf er på otte eller ti år betyder dybest set nok ikke det store, når man overvejer forbrydelsen.«

Men, som hun siger, »et argument har politikerne da for at ønske hårdere straffe«.

»De har vel et håb om, at det virker. Men om ikke andet har de ret i, at så længe forbryderne sidder inde, kan de ikke begå kriminalitet ude i samfundet. Men det vigtigste er jo, at vi får påvirket dem, så de ikke begår ny kriminalitet.«