»Fælles for døden og fødslen er hjælpeløsheden«

Hvilken person er man, og hvilke tanker gør man sig, når man er blandt den gruppe af danskere, som ventes at leve i længst tid?

Jordemoder Kit Dynes Hansen. Den højeste middellevetid i Danmark er for en kvinde i Nordsjælland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jordemoder Kit Dynes Hansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jordemoder Kit Dynnes Hansen er 54 år. Ifølge statistikken kan hun som kvinde bosat i nordsjællandske Snekkersten komme til at leve, indtil hun er 82,6 år. Det er den højeste middellevetid i Danmark.

»Jeg kan godt mærke fysisk, at jeg er blevet ældre. Jeg er pludselig kommet over i en aldersgruppe, hvor døden er noget andet. Den er kommet nærmere.

Jeg læner mig op ad, at min mor stadig lever, og hendes mor blev gammel. Jeg bilder mig ind, at jeg har nogle gode gener. Jeg er begyndt at tænke over de ting, jeg har gjort. Jeg har ikke været god nok til sport, og jeg har også røget. Jeg kan da godt tænke på, om det kommer til at koste mig nogle år.

Min mand og jeg har aftalt, at vi skal til Argentina. Den slags skal man ikke blive ved med at udskyde. Der er pludselig en tidshorisont. Jeg er pludselig blevet glad for, at jeg blev tvunget til at indbetale pension.

Efterhånden som jeg er blevet ældre, er der også kommet en accept af det. Jeg har jo nået meget i mit liv. Der er en tilfredshed. Men det ville være synd for min mand, hvis jeg pludselig ikke var her. Så der er en forpligtigelse i at tage ordentligt vare på én selv. Jeg prøver på ikke at blive for tyk og være for stresset.

Vi har talt med nogle venner om at flytte sammen og lave et forpligtende kollektiv med fælles køkken. Det har givet anledning til en masse tanker om, hvordan alderdommen skal være. Jeg forestiller mig et liv, hvor jeg går masser af ture og læser en masse bøger. Jeg vil nok være mere i vores hus i Spanien. Jeg er på den måde en livsnyder.

Da vi flyttede herind, spurgte folk om, hvorfor vi dog havde købt noget med trapper. Men det er da netop trapperne, der skal få mig til at holde til 90 år.

Min far var 61 år, da han døde af kræft. Så ham oplevede jeg aldrig som gammel. Min mor lever stadig og er meget positiv. Der er ikke noget ynk. Hvis man har levet et liv, hvor man har været positiv og social, fortsætter det også ind i ens alderdom. Jeg har lært meget om livssyn af mine forældre. Vi levede først som konger i Spanien, så flyttede vi til Gellerupparken, og så tog de begge en socialrådgiveruddannelse, imens de havde tre børn. Jeg har lært, at man bare skal prøve.

Som 16-årig var jeg ude for et meget alvorligt trafikuheld. Da blev jeg meget bevidst om min egen dødelighed. Jeg brækkede nærmest alle mine lemmer i kroppen. Jeg lå på sygehuset i fire måneder og sad derefter i kørestol i tre måneder. Jeg fik skruer alle mulige steder. Det var hårdt, men jeg nægtede at gå året om i gymnasiet. Mine forældre stod på hovedet for mig. De arrangerede, at en taxa hentede mig hver dag, og på skolen bar to klassekammerater mig op ad trappen. Jeg blev jordemoder, fordi det også var et praktisk håndværk. Det var håndgribeligt. Den første fødsel, jeg var med til helt alene, gik utroligt hurtigt. Det var en fjerdegangsfødende. Under fødslen koncentrerede jeg mig, men da barnet var kommet ud, kunne jeg mærke, hvordan benene skælvede under mig. Jeg havde den der pigeting med, at de nok lige om lidt ville prikke mig på skulderen og fortælle mig, at min ansættelse var en misforståelse. Den følelse har jeg båret igennem mange år. Det gode ved at blive ældre er, at man slipper den. Jeg kan jo det meste af faget i dag.

Jeg kan ikke sige, hvorfor en fødsel er et mirakel. Det er den bare. Der er meget klimaks i det. Det er hårdt, koncentreret og følsomt. En fødsel rummer alle følelser. Hvis jeg spiller en aktiv rolle under fødslen, bliver jeg ikke rørt. Så arbejder jeg. Men hvis jeg står ude på sidelinjen og holder øje med fødslens gang, får jeg tårer i øjnene. Det holder jeg ikke op med.

De fødsler, du husker bedst, er, når børnene dør eller er misdannede. Jeg husker stadig et par, der skulle føde et barn med en uudviklet hjerne. Det havde man først fundet ud af i 35. uge. Moderen sagde, at det var godt, at de ikke havde fundet ud af det før, så hun kunne få en abort. På den her måde fik hun lov til at føde barnet og sørge. At hun sagde det, gjorde et stort indtryk på mig. Barnet nåede kun at leve én dag.

Da jeg selv kom til verden, gik det hurtigt og smertefrit. Min mor fik et barn mellem min søster og jeg, som døde kort efter fødslen. Så jeg var nærmest en treer. Min far var ikke med til fødslerne, men han var med, da jeg fødte første gang.

Det er ikke nemt at følge et menneske til døden. Jeg kunne godt have undt min far, at det gik lidt hurtigere for ham. Det var hårdt at se livet forlade ham. Han kom hjem fra hospitalet, og på et tidspunkt kunne jeg mærke, at nu varede det ikke længe. Vi fik samlet hele familien, og vi sad hos ham, imens han lå i stuen. Jeg tog på et tidspunkt op for at hente pizza til os, fordi det blev for hårdt at sidde der. Tænk, hvis han havde forladt os da. Det ville jeg aldrig have tilgivet mig selv. Han døde om aftenen, og vi sad rundt om ham indtil klokken tre om natten og snakkede. Selv om han var død, var det vores sidste snak sammen.

Det, vi har til fælles i døden og fødslen, er hjælpeløsheden. Både døden og fødslen skal også være meningsfulde fortællinger. Som mor skal man have en fødsel, der giver mening for én selv. Og for de efterladte er det vigtigt med et ordentligt farvel.«