Fælledparkens mange oaser skal tørlægges

Sjap og sjask: De vidstrakte plæner i Fælledparken i København har været noget af en mudderpøl efter hård brug og kaskader af regn. Nu skal græsarealerne reddes.

Husk lige gummistøvlerne! Sådan så Fælledparken i København ud, da der i september blev midlertidigt lukket for brug af plænerne i byens mest besøgte park. Foto: Københavns Kommune Fold sammen
Læs mere

Den engang så grønne og frodige Fælledparken ligner mest af alt et engareal med store plamager af muddervand. Dresscoden i Københavns mest besøgte park er entydig: Husk gummistøvler!

Det har fået kommunen til at skride ind. Nu skal plænerne reddes, så de mange besøgende til sommer igen kan nyde det grønne område.

»Der er rigtig mange, som har glæde af plænerne. Og lige nu er de i en rigtig ærgerlig tilstand. Det skal vi have ændret,« siger centerchef i Københavns Teknik- og Miljøforvaltning Bianka Saarnak.

Den store aktivitet kombineret med mange regnskyl sidste år har efterladt plænerne i en tilstand, der kræver en kærlig hånd.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det vil koste omkring en million kroner at redde plænerne i 2018. De næste tre år vil den årlige plejeindsats af plænerne desuden øges.

En del af arbejdet med at forbedre plænerne består i, at jorden skal løsnes, så regnvandet nemmere kan trænge ned i jorden.

Derudover er det planen, at der skal lægges specialjord, eftersås og gødes. Græsset forventes at skulle bruge mellem seks og otte ugers ro til at få ordentligt fat.

Fælledparken er et populært sted for en række forskellige arrangementer, der dækker alt fra motionsløb til 1. maj-aktiviteterne. Mange københavnere bruger også parken som et privat tilflugtssted i hovedstaden.

»Plænerne har brug for ro, hvis vi skal have dem tilbage i en stand, hvor fodboldklubberne kan bruge dem igen. Og så må vi se, om ikke vi kan gøre de andre dejlige parker mere attraktive. Det tror jeg også er positivt for andre bydele i København,« lyder det fra Bianka Saarnak.

For at give plænerne de bedste vilkår for at komme styrket tilbage, vil Teknik- og Miljøforvaltningen gøre en større indsats for at sprede nogle af byens mange arrangementer ud i Københavns andre parker.

Centerchefen påpeger, at der stadig vil blive afholdt sportskampe og andre arrangementer i parken, men om nogle bliver flyttet, vil blive vurderet ud fra de enkelte ansøgninger. Man vil dog forsøge at placere store sportsarrangementer med storskærme samt musik- og madfestivaler, der strækker sig over flere dage, til andre steder i byen.

Arbejdet med græsset på plænerne i Fælledparken forventes at gå i gang, så snart vejret tillader det. Planen er, at de skal stå klar, når foråret for alvor rammer danskerne.

Bianka Saarnak håber, at parken får den nødvendige ro til at komme sig.

»Jeg håber, at byens borgere og besøgende forstår, at det her arbejde er nødvendigt for Fælledparken,« siger centerchefen.