Facebook kan ikke følge med: Modtog 54.000 advarsler om hævnporno og »sextortion« på en måned

Lækkede dokumenter afslører, at Facebooks moderatorer advarede overordnede om sager om hævnporno og »sextortion« 54.000 gange på en måned. Kun 16 sager blev efterforsket yderligere internt.

Arkiv: Pige chatter på nettet Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

54.000 gange alene i januar advarede Facebooks moderatorer deres overordnede om hævnpornosager eller »sextortion.«

Det afslører Guardian på baggrund af et lækket dokument.

På trods af de mange advarsler, er kun 16 sager blevet sendt videre til Facebooks interne efterforskningshold.

Berlingske har tidligere afdækket, hvordan unge i skjulte universer på Facebook deler private nøgenbilleder i stor stil. Facebook modtog senere kritik for ikke at gøre nok for at stoppe spredningen af hævnporno. Efterfølgende lancerede virksomheden så et nyt værktøj, der skulle gøre op med fænomenet.

Men problemet har vokset sig for stort til, at moderatorerne kan følge med, skriver Guardian på baggrund af tallene.

»Seksualpolitikken er den, hvor moderatorerne laver flest fejl. Det er meget komplekst,« siger en unavngiven kilde ifølge Guardian.

Lækket er en af de såkaldte Facebook-filer, som Berlingske tidligere har beskrevet.

Facebook sætter sin lid til, at brugere skal anmelde tilfældende af hævnporno, og det kan antyde, at problemet er endnu mere omfattende end de 54.000 sager på en måned.

Af sagerne handler 2.450 om såkaldt »sextortion«. Ordet er en sammentrækning af sex og det engelskeord  »extortion« (afpresning, red.). Børns Vilkår definerer fænomenet som »brugen af seksuelle eller intime billeder og videoer til at afpresse folk. Ofrene skal eksempelvis betale penge eller sende flere billeder til bagmændene for at undgå, at materialet bliver offentliggjort - f.eks. til alle ofrets Facebook-venner«.

Sagerne førte til, at 14.130 brugere blevet deaktiveret, mens 33 sager omfattende mindreårige blev sendt videre til det interne sikkerhedshold. 16 sager blev taget op af Facebooks interne efterforskningshold.

Facebook har over for Guardian afvist at kommentere tallene men siger, at de modtager millioner af anmeldelser hver eneste uge. De indrømmer samtidig, at hævnporno er et høj prioritet område.

Berlingske arbejder på en kommentar fra Facebook.