Sent torsdag eftermiddag er ydermurene på Børsen, der brød i brand i tirsdags, styrtet sammen. 

»Det er dybt tragisk,« lyder det fra indsatsleder Tim Ole Simonsen på en pressebriefing. 

»Det er mure, der har været udsat for en utrolig stor fysisk påvirkning. De bærende konstruktioner er bortbrændt, murene har været varmet op til en utrolig temperatur, de er kølet af igen, de har været udsat for vand og er nu delvist udtørrede. Så det er mure, der har oplevet en utrolig fysisk påvirkning de seneste døgn,« lyder det videre fra Tim Ole Simonsen. 

Øjeblikket, hvor bygningen styrtede sammen, blev fanget af TV 2-journalister, der sendte live fra Børsen. 

Tim Ole Simonsen fortæller, at beredskabet har gjort mandtal på de personer, der har opholdt sig og arbejdet i bygningen, og at der ikke mangler nogen. Han fortæller videre, at der ikke var nogen, der opholdt sig i den nu sammenstyrtede del af Børsen. 

Han kan dog ikke garantere, at der ikke er nogen, der »har sneget sig derind, for nu at bruge det udtryk«, lyder det Tim Ole Simonsen.

Risiko for flere sammenstyrtninger

Siden beredskabet fik styr på branden tirsdag, har man arbejdet på at stabilisere murværket på den historiske bygning. 

Men indsatsen var altså ikke tids nok, og situationen kan udvikle sig til det værre:

»Der er fortsat risiko for kollaps på de resterende facader,« fortæller Tim Ole Simonsen. 

Berlingskes journalist på stedet fortæller umiddelbart efter sammenstyrtningen, at der kommer røg op fra den sammenstyrtede bygning. Hun har umiddelbart svært ved at vurdere, hvor røgen kommer fra.

Og ifølge Tim Ole Simonsen er det da også svært at sige noget om risikoen for, at en ny brand bryder ud. 

»Det er svært at sige. Vi har at gøre med tonsvis af brændbart materiale. Nu er der styrtet murværk nedover, det har bevæget sig, og noget af det, der er set, er formentlig også støv og aske, der er hvirvlet op. Det er klart, der foreligger en ny situation nu, og den må vi vurdere på.«