Få styr på arven med dine, mine og vores børn

I sammenbragte familier er der endnu mere at være opmærksom på, i forhold til hvem arver hvad, end i familier kun med fælles børn.

Hvis man ikke har oprettet et testamente i en sammenbragt familie, hvor forældrene er gift, vil førstafdødes børn arve 25 procent, mens længstlevendes børn vil arve 75 procent. Free/Coloubox
Læs mere
Fold sammen

Dine, mine og vores børn. I de utallige konstellationer, der kan opstå, når forældre finder sammen i nye familier, følger der ekstra juridiske udfordringer med i forbindelse med arvereglerne.

Bliv her klogere på nogle af de overvejelser, man som sammenbragt familie bør gøre sig.

Er man en ugift sammenbragt familie, så arver man ikke hinanden, uanset hvor længe man har boet sammen.

Derfor kan man lave et samlevertestamente, så man arver hinanden - og sikrer sin partner - ligesom ægtefæller.

Er man en sammenbragt familie, som er gift, så er den hellige grav ikke velforvaret. Man har stadig nogle udfordringer, fortæller Anne Broksø, formand for Danske Familieadvokater.

»Der er to ting, som spiller ind, nemlig at længstlevende kan have svært ved at have råd til at blive boende i huset. Den anden ting er, at hvis du ikke gør noget, så vil længstlevendes børn arve mere end førstafdødes børn,« siger Anne Broksø.

Hvis vi kigger på det første problem med at have råd til at blive siddende i en bolig, så kan man lave et testamente, som minimerer førstafdødes børns arv til tvangsarv.

»Så kan gifte par få det lavet, så børnene kun arver en sekstendedel i stedet for en fjerdedel,« siger Anne Broksø.

På den måde kan den længstlevende lettere klare økonomien ved et dødsfald.

Men det medfører så også den udfordring i en sammenbragt familie, at der bliver meget stor forskel på, hvad førstafdødes børn arver i modsætning til længstlevendes børn.

Her vil førstafdødes børn få tvangsarven på en sekstendedel, hvilket svarer til 6,25 procent, mens længstlevendes børn vil arve resten.

Her har man så forskellige muligheder for at løse den skævfordeling, siger Emma Novak Christensen, administrerende direktør i familietestamente.dk.

»Man kan for eksempel gøre det, at i første omgang vil børnene til førstafdøde kun få tvangsarven, længstlevende vil arve mest muligt, og når begge så er gået bort, så vil man dele arven ud, så alle børn får en lige stor del hver,« siger hun.

Det kan man vælge at gøre meget millimeterdemokratisk, fortæller Anne Broksø med et eksempel, hvor der er 1,5 millioner kroner tilbage efter længstlevende i en sammenbragt familie med to børn fra hver forælder.

»Hvis førstafdødes børn fik 100.000 i tvangsarv, så lægger man dem til arven. Det giver 1,6 millioner, som skal deles i fire, så skal de have 400.000 hver. Men de to børn, som allerede har fået tvangsarv på 50.000 hver, får så kun 350.000 kroner og på den måde går regnskabet op,« siger Anne Broksø.

Nogle familier vælger også at prisindeksregulere arven, så man har den samme købeværdi af arven, selv om der er 20 år imellem de to dødsfald.

»En af grundene til, at vi tit prisindeksregulerer, er, fordi det tit for forældrene i de her sammenbragte familier er vigtigt, at børnene ikke kommer op at slås om arven,'« siger hun.

Hvilken løsning man vælger, kan også afhænge af, hvor mange børn hver især har med sig ind i det nye, sammenbragte ægteskab, siger Emma Novak Christensen.

For hvis kvinden har et barn, og manden har fire, så mener nogle, at det er unfair, at deres ene barn ikke får halvdelen af den samlede formue, men kun en femtedel, hvis man laver ligedeling, fortæller hun.

Det kan også spille ind, hvor meget de forskellige slægter har af formue, påpeger Anne Broksø.

»Hvis jeg kun har et barn, og mit barns far er død, og der var ikke noget at arve, så kan det jo godt være, at jeg holder fast i, at mit barn skal have den halvdel, jeg kan levere, mens dine børn også har en mor, som er rig. Sådan noget kan også spille ind,« siger hun.

Der er også situationen, hvor den sammenbragte familie består af dit, mit og vores fælles barn.

»Det kan deles i en tredjedel til hver. Men det kan også deles således, at det fælles barn får halvdelen, og de to særbørn deler den anden halvdel,« siger Anne Broksø.

Og her er rationalet ofte, at særbørnene jo også har en far og mor, de hver især arver fra, mens det fælles barn kun har dem.

I de sammenbragte familier kan den skæve fordeling også slå stærkt igennem i forhold til pensioner og forsikringer - særligt hvis den ene dør relativt ung.

- Hvis der ikke er lavet et testamente, så giver det en yderligere skævdeling, fordi så vil længstlevendes børn modtage længstlevendes forsikringer og pensioner, men gudhjælpemig også førstafdødes pensioner og forsikringer, siger Anne Broksø.

/ritzau fokus/