Få kommuner tilbyder hjælp til børn med angst

I 65 ud af 98 kommuner er der ingen specifikke tilbud, som er målrettet angste børn. Det er et spørgsmål om prioritering af ressourcer, forklarer kommunerne.

To ud af tre af landets 98 kommuner har ingen tilbud med målrettet hjælp til børn med angst.

Det skriver Information, som har lavet en rundringning til alle landets kommuner, der viser, at 65 af kommunerne ikke har nogen specifikke tilbud.

Flere kommuner forklarer, at de manglende tilbud er et spørgsmål om prioritering af ressourcer.

Selvom meget forskning peger på, at ubehandlet angst kan føre til alvorligere psykiske problemer senere i livet, er der alligevel lang vej fra viden til konkret handling, siger Erik Kaastrup-Hansen, der er formand for en temagruppe om børn og unge under Foreningen af Socialchefer i Danmark.

»Det, at en viden er til stede, er langtfra nok til, at det bliver omsat til konkret handling i form af en anden adfærd eller en anden opmærksomhed. Det er ofte en mere langstrakt proces, og der er prioritering af ressourcer jo et emne, som er af stor betydning,« siger Erik Kaastrup-Hansen til avisen.

I 27 kommuner kan børn blive tilbudt et kognitivt terapiforløb mod angst, det såkaldte Cool Kids-forløb. Flere af de kommuner, der ikke har nogle kommunale tilbud, fortæller, at de i stedet henviser til gratis tilbud på Aarhus og Københavns Universitet.