F-16-fly styrtede i Vesterhavet efter eksplosion i dæk

Et sprængt dæk var skyld i, at et F-16-fly havarerede i havet ved Rømø i oktober 2015, konkluderer rapport.

Læs mere
Fold sammen

København: Da et F-16-fly styrtede i Vesterhavet 27. oktober sidste år, skyldtes det et ødelagt dæk.

Dækket eksploderede ved flyets take-off, og eksplosionen forårsagede så store følgeskader, at flyet ikke kunne lande sikkert igen.

Det fremgår af en netop offentliggjort havarirapport, skriver Værnsfælles Forsvarskommando i en pressemeddelelse.

Piloten blev opmærksom på, at der var problemer med landingsstellet efter kort tid i luften. Han besluttede derfor at skyde sig ud ved hjælp af et katapultsæde.

Derefter styrtede flyet i havet.

Det er Flyvehavarikommissionen, der har undersøgt årsagen til flystyrtet.

- Mine medarbejdere har arbejdet hårdt for at undersøge alle vragdele og kortlægge hændelsen nærmest sekund for sekund. Det har ikke været muligt helt nøjagtigt at finde ud af, hvornår skaden på dækket er opstået.

- Det betyder dog ikke, at vi ikke bliver klogere af hændelsen. Vi er nu fremkommet med et antal anbefalinger, som Forsvaret nu kan arbejde videre med, siger formanden for Flyvehavarikommissionen, generalmajor Stig Østergaard Nielsen.

/ritzau/