Evakuerede beboere kan vende hjem

Faren for en voldsom eksplosion i en tankvogn i Kolding er drevet over, og beboerne i området kan vende hjem. Der er dog en sikkerhedsafstand på 100 meter.

Et enkelt plantecenter var onsdag morgen det eneste sted i Kolding, som stadig var afspærret i forbindelse med branden i gastankvognen.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at branden er helt under kontrol. Formiddagen kommer dog til at gå med at blæse mere nitrogen ind i tanken. Det skal forhindre, at der sker en eksplosion, nu hvor der kun er en smule af den oprindelige last af ethylen tilbage i den udbrændte tank.

Nitrogenen kan give en sødlig lugt i området, men den er ufarlig at indånde, oplyser politiet.

Næste skridt bliver at undersøge, hvad der startede branden. Vicepolitiinspektør Bent Hjorth regner med, at politiets teknikere med hjælp fra eksterne eksperter kan begynde at se tankvognen i løbet af onsdagen.

- Men det kommer an på, hvor meget de får kølet den ned, siger han.

/ritzau/