Europas urmenneske havde mørkt hår og blå øjne

De tidligere europæere havde blå øjne, lang tid før lys hud slog igennem. Det viser danske forskeres genetiske kortlægning af en 7.000 år gammel spanier. Han er ikke vores direkte forfader, men hans slægt strakte sig helt fra indianernes forfædre i Sibirien.

Sådan forestiller man sig, at den hidtil ældste europæer, en 7.000 år gammel spanier, har set ud. Han havde ganske bemærkelsesværdigt mørk hud, brunt hår og blå øjne.Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Urmenneskene i Europa lignede slet ikke moderne europæere – hverken dem i nord eller syd. En kortlægning af det hidtil ældste europæiske genom, arvemassen fra en 7.000 år gammel spanier, har overraskende vist, at han havde en meget mørk hud, mørkere end hos nogle af nutidens sydeuropæere, og at hans øjne ikke var brune – sandsynligvis var de blå.

»Det er kun et enkelt individ, men det er ret sandsynligt, at han var typisk. Og det er et udseende, der siden helt er forsvundet.« siger professor Eske Willerslev, leder af Center for Geogenetik ved Københavns Universitet.

De blå øjne forsvandt fra sydeuropæerne, da urbefolkningen blev fortrængt af en senere indvandringsbølge fra Afrika. I dag er der meget få gener tilbage fra den gamle spanier i den moderne sydeuropæiske befolkning. Ureuropæerens nærmeste nulevende efterkommere er finnerne, og der er flere af hans gener tilbage i danskere og svenskere, end der er i folk længere sydpå.

Nordpå blev den mørke hud fortrængt af lysere hud, som bedre kan optage D-vitamin fra det mere solfattige klima. De blå øjne blev bevaret i nordeuropæerne, selv om man ikke kender til en tilsvarende praktisk betydning, som kunne give en evolutionær fordel til de blåøjede.

»Vi formoder, at det handler om seksuel selektion. Blå øjne er jo et meget slående træk, og de har måske givet bedre chancer for at få børn,« siger Morten Allentoft, postdoc ved Geogenetik-centeret.

Overraskende moderne immunsystem

Foruden spanierens udseende har de danske forskere fundet de genetiske aftryk af en række arvelige egenskaber. Den gamle spanier var jæger og samler, og han ville slet ikke kunne tåle den kost fra korn og malkekøer, som landbruget i løbet af de næste par tusinde år bragte ud i hele Europa.

»Han var meget dårlig til at nedbryde stivelse, og han kunne ikke tåle mælk. Til gengæld har han et overraskende moderne immunsystem, som man ellers regner med først er udviklet langt senere,« siger Morten Allentoft.

Man mener, at det var bøndernes nære samliv med husdyr, der gav evnen til at bekæmpe sygdomsfremkaldende bakterier og anden smitte fra dyr, men den gamle spaniers immunforsvar var overraskende godt rustet mod patogener fra dyr.

»Måske er det, fordi han levede sammen med hunde, måske fordi han delte hule med flagermus, Vi kan bare vise, at det moderne immunforsvar opstod før bondesamfundet,« siger Allentoft.

Trods det formodede held hos stenalderdamerne på grund af sine blå øjne er den gamle spanier ikke en direkte forfader til moderne europæere. Han er til gengæld i nær familie med et 24.000 år gammelt fund af en dreng fra Sibirien, som Geogenetik-centeret også for nylig kortlagde genomet af, og som har vist sig at være forfader til de moderne amerikanske indianere.

»Det mest interessante ved den gamle spanier er nok, at han tilsyneladende har været en del af en population med et enormt geografisk udbredelsesområde over meget lang tid. Og det rejser spørgsmålet, om indvandringen fra Afrika til Europa var så direkte som antaget, så de kom sydfra. Jeg tror mest på, at de startede med at rejse østpå og nordpå, og så ankom de til Europa vestfra,« siger Eske Willerslev.

Meget få mennesker i verden dengang

Indvandringen af mennesker til Europa er sket i flere bølger over de seneste 50.000 år. Nærmere undersøgelser af flere fund kan måske vise, hvor stor en europæisk urbefolkning af samme slægt der spredte sig fra Bajkalsøen til den iberiske halvø i 18.000 år, og hvordan folkebevægelserne var både før og siden.

Der er langt mellem fundene, som helst skal have ligget koldt og uforstyrret for at have brugbart DNA, som ikke skal være forurenet med nyere DNA af hverken mikroorganismer eller arkæologer. Og der var ganske enkelt langt mellem menneskene.

»Der var meget få mennesker i verden dengang. I et helt liv ville han måske have mødt 50 andre mennesker«, siger Morten Allentoft.