Europas fællesfly fighter for sin danske chance

Eurofighter-kampflyet er teknologisk ikke helt på højde med amerikanske, men er under kraftig udvikling. I Tyskland har Eurofighter overtaget afvisningsberedskabet, og fly nummer 400 er netop blevet leveret.

Eurofighter kræver mange ressourcer af det forsvar, der benytter sig af kampflyet. Til gengæld har Eurofighteren en stor rækkevidde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dr. Andreas ZEITLER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MANCHING: »Her skaber vi problemer og tekniske nedbrud,« lyder det begejstret fra teknikeren, der guider Berlingske på den virtuelle flyvetur i en Eurofighter. Vi befinder os inde i en kuppel, som er én stor kunstig udgave af himmel og jord, med Eurofighterens cockpit midt i det hele. På radaren og snart også med det blotte øje får vi øje på et tankfly, som skal forsyne os med brændstof. Nu gælder det om at intercepte tankeren og gøre klar til tankning.

Simulatorens kunstige univers er skabt til at udvikle og afprøve Eurofighterens talrige systemer, der styrer flyet, integrerer sensorer og guider våben. Det er også her, i simulatorerne, at teknikere og psykologer overvåger piloters reaktioner, når de udsættes for de teknikerskabte »problemer og nedbrud«.

Eurofighterens udviklingscenter i Manching uden for München er et nervecenter i det tyskledede konsortium af fire lande, der driver udvikling og produktion af det ene af Europas to moderne kampflyprojekter. Det andet er franske Dassaults Rafale. Franskmændene var med blandt stifterne, da beslutningen om at udvikle og bygge et nyt europæisk kampfly til at standse Sovjetunionens sværme af kampfly blev truffet i 1983. Men i længden ville Frankrig ikke acceptere tysk ledelse, så de byggede deres eget fly, der med sine deltavinger ligner det tyske omtrent til forveksling. Største Eurofighter-partnere er Storbritannien og Tyskland, mens Italien og Spanien er juniorpartnere. Eurofighter er en del af EADS, der også ejer Airbus og Eurocopter og er en af de helt store spillere på det internationale marked for civile og militære fly.

Her i Manching findes noget af Tysklands bedste industri. Ud over Eurofighter finder man Eurocopters værksteder i nærheden og naturligvis det største navn på disse kanter, Audi-fabrikkerne i Ingolstadt. I Eurofighters udviklingscenter er kampflyet udviklet fra et fly beregnet til at nedskyde Warszawapagtens fly til et fly, der også er fremragende til at angribe mål på jorden og til at nedkæmpe raketbatterier. Men, som Boeings repræsentant i den danske konkurrence, Rick McCrary, påpeger over for Berlingske, er både Eurofighter og svenskernes kandidat i konkurrencen, Gripen, ganske langt bagud i forhold til de amerikanske fly. Boeings F-18 Super Hornet har i tyve år haft kapacitet til både luftforsvar og til angreb mod mål på jorden. Den nye radar af AESA-typen, som Eurofighteren og i øvrigt også det svenske fly er ved at integrere i deres systemer, har amerikanerne fløjet med i ti år.

Eurofighter har bevist sit værd

Men Eurofighteren har i praksis vist, at den fungerer. Under Libyen-krigen nåede det britiske flyvevåben at optræne piloter til at sende Eurofighteren med dens meget store bombelast mod mål på jorden. 232 bomber blev det til. I begyndelsen måtte andre fly med lasere hjælpe briterne til at ramme præcist; senere formåede de britiske Eurofightere selv at styre deres bomber.


Og med sammenlagt 200.000 flyvetimer er Eurofighteren forbi de fleste børnesygdomme. I Tyskland er afvisningsberedskabet nu helt overdraget til Eurofighter-eskadriller, og fra 2015 forventer tyskerne at kunne præcisionsbombe med deres Eurofightere. Eurofighter på vej med en ny model, version tre, som ud over den nye radar også på andre områder vil løfte flyet. En fiks lille feature er introduktionen af »sort-lines«, som på en digital skærm viser, hvilke fjendtlige mål de enkelte fly på egen side er blevet tildelt. Hvor det amerikanske F-35 Joint Strike Fighter er udviklet til at overvinde både raketbatterier og fjendtlige fly i kraft af sin lave synlighed på radarskærme, er Eurofighteren bygget til at tæve sig igennem fjendtlig modstand. Den er stor og ligesom F-18 Super Hornet udstyret med to motorer, der giver den ekstra sikkerhed over havet eller over Arktis, som piloter godt kan lide.

Men ligesom Gripen og F-18 Super Hornet er det et fly, som ikke kan forventes bygget i meget stort antal. Lige nu er der faste ordrer på 571 styk, fly nummer 400 blev leveret til Tyskland i begyndelsen af december, og man planlægger for nærværende at bygge 719 styk. Men svindende forsvarsbudgetter i de fire kernelande bag Eurofighter har medført en halvering af bestillingerne på de nyeste version 3, og samlebåndet i Manching kører for nedsat kraft. Ejeren, EADS, har netop varslet nedlæggelse af 5.800 job i koncernens militære del. Der er dog stadig et marked derude; Saudi-Arabien overvejer at bestille yderligere 48 styk, men forhandlingerne trækker ud, og De Forenede Arabiske Emirater har netop stoppet forhandlingerne med Eurofighter-konsortiet om yderligere 60 kampfly. Et samlet salg i underkanten af 1.000 styk er, hvad Eurofighters danske markedsanalytiker, Lars Illum Jørgensen, finder realistisk. Det er mere end de to andre europæiske kampfly, Rafale og Gripen, nogensinde kan forvente, men kun en tredjedel eller mindre af det antal, det amerikanske F-35 Joint Strike Fighter ventes fremstillet i. Antallet får betydning for prisen, når flyene over de kommende årtier skal opgraderes. Jo flere til at dele udgiften, desto billigere bliver det pr. fly.

Dyr i drift

Flybyggerne i Manching kan ofte lægge nakken tilbage, hvis de vil se, hvad deres fly bliver brugt til. I Neuburg, en times kørsel fra fabrikken, holder Taktische Jagdgeschwader 74 til, som netop i år har indstillet flyvningen med de gamle Phantom-jagere og nu knokler for at omskole piloter til Eurofighteren. Ifølge eskadrillechefen, oberstleutnant Frank Gräfe, er det væsentligt nemmere at flyve og operere Eurofighteren med ansvar for både taktik, kommunikation og våben, end det var i Phantom, hvor våbenofficeren i bagsædet tog sig af den ene halvdel af opgaven. Selvtilliden i eskadrillen er stærkt stigende, ikke mindst efter deltagelse i den store nordamerikanske øvelse Red Flag, hvor Eurofighteren i kamp med verdens mest avancerede kampfly, den amerikanske stealthjager F-22 Raptor, »diplomatisk udtrykt endte lige,« som oberstløjtnanten udtrykker det med et smil. Måske er det sandt.

Eurofighteren er som F-22 bygget til luftkamp og til at erobre luftherredømmet. Men Eurofighteren er ikke noget billigt fly, heller ikke at drive. Når tyskerne sender fire fly af sted for at udføre air policing for de baltiske lande, er der ifølge Frank Gräfe godt 100 mand af sted.

Det er flere end dobbelt så mange, som fire danske F-16-fly kræver. Noget af forskellen skyldes forskellig bemanding af støttefunktioner og stab. Danske officerer og teknikere er tvunget til at kunne mestre flere end én funktion hver, eftersom de er få. Men alligevel er forskellen betydelig.