EU: Ungarns kontrol med fugleinfluenza god nok

EU-eksperter sagde fredag god for Ungarns indgreb mod et udbrud af fugleinfluenza på en gåsefarm. Der er sandsynligvis tale om H5N1-varianten.

En komité af europæiske veterinæreksperter sagde fredag god for Ungarns foranstaltninger mod det første udbrud af fugleinfluenza i Europa siden august 2006.

Det meddelte Philip Tod, talsmand for EU-Kommissionen.

Ifølge den såkaldt stående komité for fødevarekæden og dyresundhed er der foreløbig ikke behov for yderligere restriktioner, hverken i Ungarn eller andre EU-lande.

Det er "sandsynligvis" den undertiden farlige H5N1-variant, der forårsagede massedød på en gåsefarm i Csongrad det sydøstlige Ungarn, sagde Tod på et pressemøde.

I Danmark ses udbruddet som "en streg i regningen", fordi fugleinfluenzaen ifølge Fødevarestyrelsen længe har været slået tilbage til øst for Uralbjergene.

/ritzau/