EU: Mere sol og vind og 20 procent mindre CO2

EU-Kommissionen kom onsdag med en omfattende energi- og klimapakke, der skal blive til en fælles EU-energipolitik. Den er for uambitiøs, mener oppositionen.

For at bekæmpe klimaændringer er EU's 27 medlemslande parat til at skære deres udslip af CO2 og andre drivhusgasser med mindst 20 procent inden 2020 målt i forhold til niveauet i 1990. Samtidig skal EU have som et bindende mål, at en femtedel af energiforsyningen i 2020 skal komme fra vind, sol, bølger eller andre vedvarende energikilder.

Det foreslår EU-Kommissionen i en stor energi- og klimapakke, der blev offentliggjort onsdag.

Det nye CO2-mål er mere ambitiøst end det eksisterende om at skære otte procent, men ikke så vidtgående, som danske politikere og miljøorganisationer havde håbet på. Energiminister Flemming Hansen (K) og miljøminister Connie Hedegaard (K) erklærer sig imidlertid tilfreds med indholdet af kommissionens forslag til fælles EU-energipolitik.

/ritzau/