EU ind i sagen om Søren Kam

EU's justitskommissær vil tage Søren Kam-sagen op med de tyske myndigheder. Frattini sår tvivl om den tyske overholdelse af den europæiske arrestordre.

EU's justitskommissær Franco Frattini går nu ind i sagen om den drabsmistænkte nazist Søren Kam, som Tyskland har nægtet at udlevere trods en arrestordre fra Danmark.

Det sagde Frattini onsdag på et pressemøde i Bruxelles, da han gjorde status over medlemslandenes brug af arrestordren, som giver landene vidtgående krav på at få hinandens statsborgere udleveret.

- Jeg er bekymret. Et antal medlemslande prøver skridt for skridt at genindføre initiativer for at kontrollere i substansen en arrestordre udstedt af et andet land, sagde Frattini på et spørgsmål om Kam-sagen.

Kam deltog i bortførelse og drab i Danmark i 1943, men har siden fået tysk statsborgerskab, hvilket beskytter ham mod udlevering. Han har forklaret, at selve drabshandlingen skete ved et uheld.

/ritzau/