EU giver grønt lys til foreningsfitness

DGI og DIF ser det som en stor sejr for muligheden for motion også i landets udkanter, at EU nu afviser klage over foreningsfitness som konkurrenceforvridende.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lachlan Cunningham

Mange tusinde danskere dyrker fitness i foreningsbaserede fitnesscentre i stedet for i kommercielle motionsinstitutter. Og det skal de fortsat have lov til, mener EU-Kommissionen.

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har netop afvist en dansk klage over ulovlig statsstøtte til foreningsbaserede fitnesscentre. Bag klagen står Dansk Kommerciel Fitness & Sundhed, den mindste af to danske brancheforeninger for privatejede fitnesscentre.

Afgørelsen vækker begejstring i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI.

»Den er vigtig for både Danmark, DIF, DGI og de frivillige foreninger, der tilbyder fitness. Det er et signal til kommunerne om, at foreningsfitness ikke er konkurrenceforvridende og skal behandles som alle andre aktiviteter, foreningsidrætten står bag,« siger DIFs formand Niels Nygaard.

 

EUs konkurrencekommissær slår i den skriftlige afgørelse fast, at det ikke er i strid med EUs regler, at DGI og DIF giver lån til foreningsfitness eller udbyder kurser. Det er også efter bogen, at fitnessforeninger kan få tilskud fra kommunerne via folkeoplysningsloven.

DGI har udbudt fitness siden 2003 og ifølge formand Søren Møller med »megasucces«.

»En række foreningsbaserede fitnesscentre ligger i egne, hvor der slet ikke ville være basis for kommercielle tilbud,« siger han

»Samtidig har de typisk lidt ældre medlemmer og fat i grupper, der ikke ville komme i kommercielle fitnesscentre, fordi de ikke synes, kulturen og stemningen er noget for dem. Så det er rigtigt godt for motionen i Danmark, at foreningerne fortsat kan udbyde fitness,« siger han.

Samtidig ser han det som en principiel blåstempling af fitness baseret på frivillig ulønnet arbejdskraft ved siden af de kommercielle centre.

Margrethe Vestager slår i den skriftlige afgørelse fast, at det ikke strider mod EUs regler, at DGI og DIF giver lån til foreningsfitness, eller at foreningsfitness udbyder kurser. Eller at der gives tilskud fra kommunerne via folkeoplysningsloven.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Dansk Kommerciel Fitness & Sundhed.

/ritzau/