EU bremser test i danskhed

VKO indførte i 2006 en indvandringsprøve i danske samfundsforhold og sprog. Nu gennemhulles den – ligesom en stor del af den stramme danske udlændingelov – af EU-reglerne.

Nu bliver regeringens planlagte indvandringsprøve også skudt ned på grund af EU-regler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringens stort anlagte aftale, om at familiesammenførte skal bestå en indvandringsprøve fra 2009, falder nu til jorden på grund af EU-reglerne. Bliver man familiesammenført via EU-reglerne efter et arbejdsophold på få uger i et andet EU-land, behøver man heller ikke længere tage testen i dansk sprog og danske forhold.

»Hvis man bruger EU-reglerne, kan man slippe for Indvandringsprøven. Hele den stramme danske udlændingelov bliver skudt ned og gennemhullet af EU-retten,« siger adjunkt ved Syddansk Universitet, Peter Starup.

Presseansvarlig Nils Bak i Udlændingeservice siger, at EU-reglerne tillader familiesammenføring uden hensyn til de danske 24-årskrav, tilknytningskrav, boligkrav, særlige forsørgelseskrav, krav om bankgaranti og de såkaldte fætter-kusine-regler. Samtidig bekræfter han, at også indvandringsprøven kan undgås, hvis man er berettiget til familiesammenføring via EU-reglerne.

»Alt andet vil formentlig blive betragtet som en teknisk hindring.«

Da Berlingske Tidende for tre uger siden dokumenterede, at EU-reglerne tilsidesætter de stramme danske familiesammenføringsregler, var især 24-årsreglen og tilknytningskravet i fokus. Men flere eksperter siger nu, at EU sætter så godt som hele udlændingeloven ud af spillet.

»Der er så lidt tilbage af de danske udlændingeregler, at det efterhånden er ved at være ligegyldigt,« siger professor Hjalte Rasmussen, mens EU-eksperten Peter Vesterdorf konkluderer:

»Det ligner et korthus, der er ved at ramle sammen.«

DF erkender, at EU-reglerne helt skyder den stramme udlændingelov i sænk.

»EU-retten overflødiggør Udlændingeloven, for hvad skal man bruge den stramme udlændingelov til, når der findes nogle mindre stramme krav, som folk bare bruger. Det er der, katastrofen ligger,« siger EU-ordfører Morten Messerschmidt.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) afviser at lade sig interviewe, men Venstres medlem af integrationsudvalget, Eyvind Vesselbo, siger, at EU-reglerne gør, at familliesammenførte via EU-regler kan komme til Danmark, uden at man kan opstille særkrav til dem:

»De kan komme hertil betingelsesløst.«

På grund af den seneste tids kaos om retstillingen for familiesammenførte, valgte Udlændingeservice i går at sætte al sagsbehandling i bero.