Etik og Eksistens: Har du lyst, har du lov

Findes der en borgermoral i dag, går den nærmest ud på, at du skal gøre, hvad du har lyst til.

Løftede pegefingre er ikke in. I hvert fald ikke, hvis de handler om vores personlige liv. Gælder det klimaet er det en helt anden sag. Ingen dag går hen, uden at vi støder på en skov af løftede pegefingre i medierne: Vi bør ikke spise oksekød, fordi køernes bøvser og prutter på langt sigt får verdenshavene til at stige. Vi bør undgå mejeriprodukter og egentligt allerhelst tage diligencen i stedet for bilen.

Og vi accepterer ydmygt de klimamoralske opsange, som de miljøsyndere vi ved, vi er.

Men moralske opsange til folk om deres liv med hinanden, nej, det hører en anden tid til. Dengang livsfjendske hæmninger regerede, og gammel sur borgermoral tvang folk til at være ulykkelige. Og har jeg ikke ret til at være lykkelig?

For nylig erklærede en TV-vært i et dameblad, at det vigtigste for hende er, at hun husker sig selv og sin karriere. Nu er det min erfaring, at det ikke er særlig svært at huske sig selv. Det går faktisk forbløffende nemt. Men hun gik videre og understregede alvorligt, at hun aldrig kunne ofre sit karriereliv for sine børn. Man skal jo huske sig selv. Og hendes frejdige hyldest til selvcentrering blev ikke mødt af en lille bitte løftet pegefinger fra journalisten. Man skal jo ikke være fordømmende. Og hvis hun hellere vil vælge sig selv frem for børnene, er det så ikke også det, hun skal gøre?

Findes der en borgermoral i dag, går den nærmest ud på, at du skal gøre, hvad du har lyst til. Har du lyst, har du lov. Ja, det er faktisk en pligt, at følge sin lyst.

Tydeligst kommer det frem i skilsmissehistorierne. Man er ikke længere en skurk, hvis man smadrer en familie, fordi man har fundet en anden, mere spændende og ny model. »Jamen, hvis han ikke var lykkelig, så« Ja, så er det helt acceptabelt at gøre sine nærmeste ulykkelige. »Jamen, hendes mand var simpelthen så kedelig.« Underforstået: kedelige mennesker behøver man ikke at tage hensyn til.

Lystmoralen er et forsvar for frihed, glæde og kærlighed. Men i sin jagt på kærligheden bliver den særdeles ukærlig. »Kærlighedens ret er retten til at gøre andre ondt,« sagde Tove Ditlevsen og hun talte af erfaring. Lystmoralen er på den måde et andet ord for junglelov: Den stærke, smukke og succesfulde har ret til at træde på sin næste hvis det er prisen for, at han kan blive lykkelig.

Sådan bliver det selvfølgelig aldrig formuleret. Hensynsløsheden bliver pakket ind og historien nænsomt skrevet om, så den dårlige samvittighed kan dølles. »Ægteskabet var dødt for længst. Vi var vokset fra hinanden.« Og omgivelserne nikker og tier taktfuldt. Ingen løftede pegefingre her. Hvad rager det i grunden også os.

På den måde kan du faktisk godt gå gennem livet som et gennemført selvisk væsen uden nogensinde at få vide, at du kan og skal opføre dig anderledes. Den logiske konsekvens må være, at der kommer endnu flere selviske væsner, opflasket på lystmoralen som de er: Har du lyst, har du lov. Træd på din næste, hvis det er det, du har brug for. Men husk at gøre det på en miljørigtig måde.

Etik&Eksistens skrives på skift af: Katrine Winkel Holm, teolog, Anne Skare Nielsen, cand.scient.pol. og biolog, Elisabeth Dons Christensen, biskop, og Morten Albæk, cand.mag. og forfatter.