Etik & Eksistens Nytårsforsættets anatomi!

Hvorfor vedbliver voksne danskere at lytte til hinandens nytårsforsætter, når vi ved, at de er en mellemting mellem løgn og falske forhåbninger.

Lige om lidt vil hundrede tusindvis af voksne danskere kaste sig ud i at formulere deres nytårsforsæt. Der vil være de klassiske nytårsforsætter, som vi har hørt i de sidste mange år såsom rygestop, vægttab, dyrke mere motion og få mere tid sammen med børnene. Så vil der være de nye og mere moderne nytårsforsæt såsom at spare på energien, få et sponsorbarn eller blive medlem af en humanitær organisation.

Men uanset om det er et af de gamle eller såkaldt moderne nytårsforsætter, vi hver især er forfattere til, så har de det til fælles, at de med allerstørste sandsynlighed ikke bliver omsat til handling og virkelighed. Definitionen på et nytårsforsæt er ganske simpelt en ambition, som gennem alle årets øvrige 364 dage vil blive oplevet af omgivelsernes som stærkt urealistisk, utroværdig eller decideret latterlig, men som denne ene dag om året bliver opløftet til realistisk, troværdig og fornuftig og derfor modtager opmærksomhed og applauser fra omverdenen.

Men hvorfor vedbliver hundrede tusindvis af voksne danskere år efter år at lytte til hinandens nytårsforsætter, når de fleste af os ved, at når vi konfronteres med vores ægtefællers, venners, søskendes eller kollegaers nytårsforsætter, så konfronteres vi reelt og i de fleste tilfælde med en mellemting mellem en løgn og falske forhåbninger. Årsagsforklaringen kan findes i, at vi danskere, vel at mærke året rundt, elsker muligheden for at mene og ville alt det rigtige og sågar love os selv og alle andre, at vi vil gøre, som vi siger eller rettere sætte handling bag vores ord, for så i de fleste tilfælde at undlade at gøre, hvad vi lovede, for til vores egen tilbagevendende overraskelse at konstatere, at det ikke får nogen mærkbare konsekvenser at sige et og gøre noget andet. Hvilket blot motiverer os til at gentage hele jeg-lover-et-men-gør-noget-andet-legen igen og igen.

Vi lover i øst og i vest. Ikke fordi vi mennesker i det 21. århundrede er mere løgnagtige end mennesket altid har været, men fordi vi tror, at hvis vi ikke lover guld og grønne skove hele tiden og altid og gerne til alle, vi møder, ja så vil de mennesker, vi møder, hvad enten det er kæresten, kammeraten eller chefen, hverken finde os interessante på livets korte eller lange bane. For vi tror, at hvis vi skal have succes i livet, og det uanset om det er privat eller på arbejde, så skal vi udvikle os hele tiden, hele tiden blive bedre til noget, hele tiden blive mere effektive og målrettede. Hele tiden stille høje krav til os selv. Ellers går vi jo i stå.

Så når vi har iført os vores pæneste tøj på årets sidste dag, højtideligt lover hinanden og alverden, at vi vil tage mere del i de huslige gøremål, komme tidligere hjem fra arbejde, spise sundere, læse flere bøger, dyrke mere motion, træde ind i skolebestyrelsen, tage børnene til flere fritidsaktiviteter og blive medlem af WWF, så gør vi det, fordi vi gerne vil have vores omgivelser og ikke mindst vores kære til at tro på, at vi kan blive et bedre menneske, en mere engageret far, i besiddelse af en sundere og mere attråværdig krop, få større succes i arbejdslivet og blive en mere indigneret og aktiv medborger, end vi er i dag. Alt sammen såre menneskeligt at stræbe efter og drømme om, men fuldkommen skudt ved siden af, når vi er alt for mange, der i alt for mange af livets forhold ikke kan finde ud af at holde, hvad vi lover (os selv og vores nærmeste).

Det nationale og kollektive nytårsforsæt for Danmark i 2008 skal derfor lyde: Lad os love hinanden at love hinanden noget mindre, for så i stedet at holde det, vi lover hinanden. Det ville være et nytårsforsæt med relevans og perspektiv for såvel landets politikere som alle vi småstressede middelklassedanskere.

indland@berlingske.dk

Etik&Eksistens skrives på skift af: Elisabeth Dons Christensen, biskop, Anne Skare Nielsen, cand.scient.pol., Katrine Winkel Holm, cand.theol. og Morten Albæk, forfatter og cand.mag.